Jødiske Sofia fandt Jesus

Det er nu fire år siden, at Sofia Kuperman udgav sin bog ”Sofias historie” om sin nye tro på Jesus. Den har givet hende fjender blandt andre jøder, men Sofia har ikke fortrudt. Hun er tryg ved Jesus.- Det er fantastisk at tro på Jesus, og det har betydet så meget i mit liv, fortæller Sofia Kuperman.

Sofias historie er netop blevet genudgivet af Udfordringen.

I 2008 udgav hun en opsigtsvækkende bog, ”Sofias historie” om sit liv som jøde, og bogen er nu genudgivet.
– Bogen har betydet, at det jødiske samfund i København stort set har vendt mig ryggen. Venner er blevet fjender. De ser på mig som en frafalden. De mener, det er umuligt at være jøde og tro på Jesus. Men til gengæld har jeg fået mange andre venner – dels mange kristne, dels nogle få jøder, som også tror på Jesus – men mest i det skjulte, fordi de ikke ønsker at miste deres relationer, fortæller hun.

Sofias liv begyndte i det kommunistiske Polen, hvor hun som lille pige blev kaldt ”Jesus-morder” af skolekammeraterne.
Hendes forældre led under frygtelige traumer efter Holocaust. Ikke blot vrede over det forfærdelige, der var sket, men også en urimelig skyldfølelse over, at de selv havde overlevet.
Børnene led under disse traumer. Og Sofia blev tilmed udsat for incest.
Da jøderne blev forfulgt i det kommunistiske Polen, flygtede hendes forældre til Danmark. Men det var ikke nemt at flytte til et land, hvor kulturen var helt forskellig – med pornografi og ungdomsoprør. Sofia måtte kæmpe sig igennem – som dansker og alligevel en fremmed.

– Det var, som om alle de relationer, jeg havde, ikke længere duede. De var destruktive og havde udspillet deres rolle. Jeg havde kæmpet mig fri af dem, men nu var jeg alene og ensom, fortæller hun.
– På alle fronter oplevede jeg fiasko på fiasko. Til sidst kunne jeg ikke se nogen mening med mit liv. Jeg bad: Jeg bad og bad… hver dag. Men der skete ingenting. Til sidst – i ren og skær desperation – sagde jeg: … Tag mit liv… jeg gider ikke leve mere…

Sofia beskriver, hvordan en negativ indre stemme hele tiden forsøgte at tage modet fra hende.
– Men hver gang denne skånselsløse og destruktive stemme lokkede mig i døden, var det, som om der var en anden stemme – blid og medfølende – der hviskede mig i øret og opmuntrede mig til at vælge livet.
”Du er god nok, som du er,” forsikrede den mig. ”Livet er en gave. Hver dag er en gave. Brug det! Lad være med at give op! Søg, og du skal finde…”

– Hvem tilhørte den stemme?
Måske er jeg ved at gå fra forstanden, tænkte jeg. Siden jeg hører stemmer…
Men det var ikke almindelige stemmer, jeg hørte. Det var stemmer, der talte til mig, på det indre plan. De talte til mit hjerte… kæmpede om mit hjerte…
Sofia gik til læge, men fandt ikke den hjælp, hun søgte. Hun fik kun nogle piller.
– Samme aften, da jeg sad alene hjemme foran fjernsynet, følte jeg mig fristet til at tage alle piller på en gang.
Sofia er ganske vist jøde og troede på Gud som en universel kraft, men som mange andre danskere har hun også rodet med det alternative.
Hun var især interesseret i buddhisme.
Hun dyrkede yoga og flirtede med det nyreligiøse. Men efter at have prøvet det hele var hun alligevel deprimeret og havde bare lyst til at dø…
Vis mig din vej…
En dag stod hun og læste programmet i glasmontren foran en kirke.
Vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den, stod der.
– Dengang havde jeg ingen anelse om, hvor sætningen stammede fra, men jeg fornemmede, at det var et citat fra Bibelen, skønt jeg aldrig havde læst den. Den blev et motto, som jeg gentog inde i mig selv, hver gang jeg var på vej hen til Helleruphavn.

– Svanemøllehavn og Helleruphavn var blevet mine to åndehuller, hvor jeg kunne få hvile og ro. En dag mødte jeg en iransk kvinde herude:
”Jeg vil gerne give en kop kaffe,” sagde jeg. ”Der ligger en dejlig café lige her i nærheden, og de har rigtig god caffé latte…”
Hun kiggede nervøst på sit ur. ”Jeg skal til et møde,” sagde hun. ”Og mødet starter om knap en time… Har du lyst til at komme med?”
”Hvad er det for et møde?”
”Det er et møde med en prædikant fra Indien.”
”Okay…” sagde jeg.
Jeg havde ikke lyst til at være alene resten af aftenen. Jeg ville hellere være i selskab med hende.
Jeg gik ud fra, at prædikanten fra Indien og var buddhist.
Men det viste sig, at han var kristen, og jeg var havnet i en karismatisk frikirke…

Sofia elsker alt, hvad der er dansk. Nu elsker hun også flaget med korset. For det minder hende om, at Jesus er den Messias, som hendes folk altid har ventet på, men som kun få jøder tror på.

Prædikanten begyndte at tale, og der blev helt stille i salen. Jeg tænkte:
”Jeg kan ikke være bekendt at gå nu… jeg må hellere blive, til hele forestillingen er forbi… det vil være respektløst at rejse sig op nu, hvor alle sidder musestille på deres pladser…”
Selve prædikenen gjorde ikke særligt indtryk på mig. Bevares, prædikanten var veltalende og havde tilhørerne i sin hule hånd. Bortset fra mig…
Jeg var totalt uinteresseret i at høre om Jesus. Jeg gabte flere gange og ønskede, at dette show snart var forbi.
– Da prædikanten omsider blev færdig, tilbød han at give velsignelser i Jesu navn til alle.
Alle – undtagen mig – rejste sig op og skyndte sig hen mod podiet. Jeg så ham lægge hånden på kvindens hoved og bede for hende. Hun faldt bagover. Jeg var helt paf.
Igen kæmpede de to stemmer indeni mig. Men pludselig stod jeg dér, foran podiet. Og prædikanten lagde stille og roligt sin hånd på mit hoved og bad for mig på engelsk. Han sagde kun ganske få ord og afsluttede med at sige: ”God bless you in the name of Jesus! Go with peace!” Det var det hele.

– I årevis var jeg vant til at tage stesolider for at falde i søvn. Men da jeg kom hjem den aften, var jeg så træt i hele kroppen, at jeg faldt i søvn af mig selv. Jeg sov og sov og sov… Da jeg vågnede næste morgen, vidste jeg, at noget fantastisk var sket.
Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så let om hjertet. Min vrede var væk.
Det tungsind og den angst, som ellers straks plejede at melde sig, når jeg vågnede om morgenen, var væk.
Jeg stod forsigtigt ud af sengen, bange for, at denne følelse skulle forsvinde. Men den forsvandt ikke, husker Sofia.
Der er nu gået flere år siden oplevelsen. Men Sofia har bevaret troen og tager fortsat ud og synger jødiske folkesange og fortæller gerne om sin tro.
Bladet Jødisk Orientering bragte også et interview med hende, men det skabte protester blandt jøderne, som ikke ville læse om en ”forræder”, som svigtede sin jødiske tro.
– Efter Holocaust er de fleste jøder blevet ateister. De tror ikke på Gud længere, men de holder ofte fast ved traditionerne og går i synagogen, fordi det er deres jødiske identitet.
Jeg kender kun ca. 25 danske jøder, som tror på Jesus, men der er flere. De holder lav profil, fordi de er vant til ghetto-tænkning, siger Sofia.
– Gud kaldte mig ud af ghettoen. Det var min personlige exodus fra et liv i ørkenen til et liv i det forjættede land, beskriver Sofia sin åndelige udvikling.
Selv tog Sofia også fysisk til Israel og blev døbt i Jordan-floden – på det sted, hvor Johannes døbte Jesus.
Hun kommer nu i Gospel Church International i København. Og hun er heller ikke bitter på dem, der tager så voldsomt afstand fra hende.
– Gud har lagt på mit hjerte at tilgive og forsone mig med alle, både polakker, tyskere, familie og andre jøder. For Jesus tilgav også dem, der forfulgte ham.