Mig og hunden 2

En hundehvalp, tibetaneren Tippy, gav min far et kursus i at udtrykke følelser og respektere grænser.
Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra, anskaffede mine forældre sig en lille tibetansk tempelhund. At opleve min far sammen med den hvalp var som at møde et helt nyt menneske. For den lille uldtot rørte i den grad hans hjerte og åbnede for nogle stærke følelsesmæssige sluser.
Han elskede mildt sagt hunden fra første sekund og lagde bestemt ikke skjul på det. Det var lidt mærkeligt at opleve, for han var ellers ikke typen, der skiltede åbenlyst med sin kærlighed. Ironi, sarkasme og intellektuelle ord-dueller var jeg dengang mest vant til fra hans side. Nu talte han til hvalpen i det mest tuttenuttede sprog i en kærlig og blid tone, jeg aldrig tidligere havde hørt.
Altså, jeg vidste da godt, at min far havde følelser. I ”Det Lille Hus på Prærien”-årene kom han en gang om ugen tidligt hjem fra ”sit hektiske karrierejob”, smed jakkesættet og placerede sig foran skærmen. Min mor stod klar med lommetørklæder, for det slog aldrig fejl. Han tudede hver gang. Men han talte trods alt ikke tuttenuttet til tv-skærmen.
Når min far gav hunden et ”kærligt lille hiv i halen”, så hylede, knurrede og snappede den så voldsomt, at man troede, han var ved at slå hunden ihjel. Var der i det hele taget noget, Tippy var utilfreds med, så kom disse høje, gennemtrængende hyl.
Den fandt sig ikke stiltiende i noget som helst, og der opstod hurtigt stor respekt for den lille hund. Det var lidt skræmmende, når den sådan kammede over, hvis man overtrådte dens grænser eller ikke respekterede dens behov.
Dens adfærd havde en opdragende effekt på familien.
Snart kunne ingen finde på at larme, når den sov. Der var ro i køkkenet, når den skulle spise. Alle lærte, hvordan den foretrak at blive klappet – ve den, der rørte ved halen eller der, hvor der var hårknuder, som endnu ikke var redt ud.
Mine forældre har en stor naturgrund uden hegn – og den kunne sagtens løbe ind til naboer eller ned på stranden, men den blev i nærheden. Hunden var kærlig og trofast, når blot man overholdt ”spillereglerne” – og mand og hund sov arm i arm i årevis.
Tænk hvis vi mennesker kunne finde ud af at være lige så tydelige, kærlige og trofaste over for hinanden.

Af Tina Varde
Freelance-journalist, Solrød Strand