Scan en kode og få afdødes historie
Ny teknologi på gamle gravsten. Nu kan turen på kirkegården give indsigt i de afdødes liv og levned. Scan blot den såkaldte QR kode på gravstenen med din Smartphone.
Det er stenhuggerne Gitte og Michael Røntved, Øster Jølby på Mors, der har designet koden til gravstenen. Og det er en ny måde at bruge mulighederne i de såkaldte smartphones på. Hvor man før blot så navn, årstal og hilsen på gravstenene, kan man nu få et mindeord om afdøde ind på sin telefon.
Og ikke nok med det.
Ny teknologi gør det også muligt at få billeder og videoklip af afdøde til at poppe frem på telefonen.
– Efterhånden vil folk gerne have meget personlige og meget sigende sten. Med mindekoden kan de sige meget på en temmelig diskret måde, siger stenhuggerne Røntved til Aalborg Stiftsavis.
Deres idé med mindekoden bliver taget godt imod af Foreningen for Kirkegårdskultur, men socialantropolog Naja Genet tror ikke mindekoden vil vinde frem i Danmark.
– Begravelseskulturen er mere konservativ end andre kulturer. Når man er ked af det, har man mere brug for det kendte og trygge end for det nye, siger hun.