Strid om patriarkernes grav

Israel kæmper for, at den 4.000 år gamle Makpela-hule i Hebron – Saras gravsted – ikke skal komme under PLOs kontrol. Det gælder nemlig retten til landet.- Det vil blive et arkæologisk mareridt, hvis PLO får kontrollen over patriarkernes grav, siger minister for diplomati og diasporaforbindelser Yuli Edelstein.

Noam Arnon fra det jødiske samfund i Hebron og Yuli Edelstein inde i Makpela-hulen. De byder kristne velkommen.

Israels modstand mod at afgive kontrollen over gravstedet, skal ses i lyset af den 4.000 årige jødiske historie.
Det vil også blive et historisk mareridt, hvis gravstedet, som nævnes i 1. Mosebog 49, 29-33 overgår til PLO, mener ministeren.

Tempelpladsens skatte blev ødelagt

– Hvis ’Den palæstinensiske Autoritet’ (PA) fik ansvaret for patriarkernes gravsted i Hebron, frygter jeg, at den vil gøre det samme som på Tempelpladsen i Jerusalem. Her smed man arkæologisk historie på lossepladsen for at udslette den jødiske historie, siger han og fortsætter:
– Staten Israel arbejder for alle de værdier, UNESCO blev skabt for at varetage. Men PA gør det stik modsatte, sagde Yuli Edelstein under et besøg i Makpela-hulen i Hebron.
– Palæstinenserne kræver, at den israelske forbindelse bliver udslettet. De kommer med et politisk krav om at fjerne alle spor af jødernes historie og forbindelse til stedet, sagde Edelstein.

Skal være åben for alle

– Kun det israelske styre kan sikre, at Makpela-hulen og de andre hellige steder bliver holdt åbne for alle, sagde Yuli Edelstein.
– Desværre har vi set det flere gange, at jøderne ikke fik lov til at bede på dette hellige sted. Det ottomanske imperie bestemte også, hvor mange skridt jøderne måtte gå op til Makpela-hulen for at bede.
Vi takker Gud for, at vi har fået nye tider under israelsk suverænitet, hvor jøder og andre kan bede frit i Makpela-hulen, sagde Yuli Edelstein.
  

PLO-krav gælder landet

– For nogle uger siden gik palæstinenserne til UNESCO, og de vedtog, at PA kunne blive medlem. Palæstinenserne ønsker ikke at forbedre samarbejdet med Israel om arkæologi, uddannelse og religionshistorie.
Det er en ny provokation, hvor de kræver retten over historiske steder. De påstår at stederne ikke er jødiske, men Palæstina-arabiske.

Hvis er regionen?

– Palæstinenserne må stoppe med at hævde, at jøder ikke tilhører denne region. EU må være klar over, at deres penge bliver benyttet til at fjerne os fra verdenskortet. Uddannelse af palæstinenserne må ikke føre til øget vold og flere selvmordsbomber.   
– Det ville være definitionen på et mareridt, både historisk, arkæologisk og uddannelsesmæssigt, hvis PA fik overdraget Makpela-hulen, sagde Yuli Edelstein.

Tilhører flere religioner

Før seksdageskrigen i 1967 fik ingen jøder lov til at komme til Hebron for at bede i Makpela-hulen.
Men Edelstein gjorde det helt klart, at Israel ikke kræver stedet for jøder alene:
– Dette sted er mest helligt for det jødiske folk. Vi har bånd til stedet, som går 4.000 år tilbage. Men vi anerkender, at Abraham, Isak og Jakob er patriarker, som er hellige for milliarder af kristne og muslimer.

Graven er delt i to

Patriarkenes grav er i dag delt i to. Muslimerne har kontrollen over hoveddelen, mens jødene har en mindre del af hulen. Nogle få gange om året får jøderne adgang til hoveddelen. Udfordringens korrespondent spurgte Edelstein, om han ønsker den arabisk-kontrollerede side åbnet for jøder.
– På nogle højtidsdage kan folk fra forskellige religioner frit bede på stederne. Det bliver reguleret sådan af sikkerhedshensyn. Forhåbentlig kommer der en dag, da folk kan bede sammen uden ekstra sikkerhedstiltag, sagde Edelstein.

Trygt for turister

– Er det sikkert for turister at besøge Makpela-hulen?
– Absolut. Til daglig kommer der grupper fra hele verden, også af kristne. Men de bør vide, at for 50-60 år siden ville de ikke have været i stand til at besøge stedet som kristne. Under israelsk suverænitet er alle velkomne. De er ikke bare gæster, men en del af stedet. Vi har implementeret UNESCOs værdier som de var ment, i modsætning til palæstinenserne, som gør det modsatte.

Politisk kurs

Undervisningsminister Gideon Sa’ar har startet et program, så studerende kan besøge Makpela-hulen.
– En jøde, som ikke kender historien om Hebron og Makpela-hulen, er ingen veluddannet jøde, sagde Edelstein.
– Regeringen satser på, at flere jøder skal til Hebron. Dette er en fælles historie, som er vigtig for os alle. Alle er velkomne til at besøge stedet, sagde Edelstein.

Saras sabbat

Hvert år på ’Saras sabbat’ læser jøderne i synagogerne teksten fra 1. Mos. 23 om dengang, Abraham købte Makpela-hulen til gravsted for sin kone Sara. Omkring 20.000 mennesker har de seneste ti år besøgt Hebron på Saras sabbat.

Var fængslet i USSR

Yuli Edelstein blev født i 1958 i Chernovitz i Ukraina og studerede sprog i Moskva. Men et kursus i hebraisk førte til arrestationer og falske anklager. Fra 1984 til 1987 var han fængslet i Sovjetunionen. Da han blev løsladt, emigrerede han til Israel. 
Fra 1990 til 1993 var han rådgiver for daværende oppositionsleder Benjamin Netanyahu. I 1996 var han med til at etablere immigrantpartiet Yisrael b’aliya og blev valgt ind i Knesset. Han er nu Knesset-medlem for Likud-partiet.

Anerkender Hebron

– Yuli Edelsteins besøg i Hebron er en meget vigtig erklæring fra Israels regering. De anerkender Makpela-hulen som et helligt og historisk sted, sagde Noam Arnon fra det jødiske samfund i Hebron.
– Dette er et af fundamenterne i den jødiske historie, som må være åben for hele menneskeheden for bøn og besøg.
– Et helligt jødisk sted er åbent for alle. Et helligt muslimsk sted er lukket for alle. Det bør vi huske.
– Jeg håber, Israels regering vil forstå, at Makpela-hulen er vigtig i Israels udenrigspolitik. Regeringen bør handle mod ethvert forsøg på at nægte jøderne ret til Det hellige Land, sagde Noam Arnon.

Kristne turister fra Amish-folket i USA mødte Yuli Edelstein i Makpela-hulen.
Kristne gæster

En gruppe turister fra Amish-folket i USA mødte tilfældigvis minister Yuli Edelstein, som læste bønner i Makpela-hulen.
Han fortalte dem om den specielle sabbat, hvor jøderne læser om Sara og Abraham.
Turisterne fra USA studerede Makpela-hulen og pladsen foran, som for 2.000 år siden blev bygget af Herodes.

Hitler og stormuftien

– Jeg tror, at Yuli Edelsteins besøg i Makpela-hulen har stor betydning, siger David Bedein fra Center For Near East Policy Research som arrangerede mødet med Edelstein i Hebron.
– I november 1941 indgik Adolf Hitler og stormuftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, en pagt om at dræbe jøderne. Hitler skulle gøre det i dele af Europa, mens muftien skulle tage sig af Palæstina.
– I 1945 optog Den arabiske Liga denne ide. Muftien var også en af dem, som stod bag PLO, fordi araberne tabte krigene mod Israel. Han har fortsat stor indflydelse i området, selv om han døde i 1974.

Journalister ved ikke alt

– De fleste journalister, som kommer til Hebron, ved ikke, at jøderne ikke må bevæge sig i 97 prosent af byen. De udenlandske journalister i området ser kun lukkede arabiske butikker og fattige arabere, som de så skriver hjem om.
– Den arabiske del af Hebron er en voksende by, fordi de støttes af Europa. Alligevel går der rygter om fattige, arabiske børn.
Bedein fortæller, at Chaim Herzog var FN-ambassadør i 1975, da araberne hævdede, at Israel ikke havde ret til landet. Da læste Herzog fra Bibelen (1. Mos 23). Han sagde, at her lever vi og bor vi. Herzog blev senere Israels sjette præsident.