Visa-vissevasse
Jeg var lykkelig, da jeg fik et visa fra Tchads konsulat i Cameroun. Så kunne jeg nemlig tage til Tchads hovedstad Ndjamena og derfra køre nogle få kilometer over grænsen for at tilse vores arabiske radioarbejde i Kousseri.
Udfordringens programmer udsendes faktisk til over en million muslimer. Jeg synes, det er en fantastisk mulighed for at sprede de gode nyheder – inden det er for sent.
Desværre – havde flyveselskabet CamAir ændret flyvetid fra den 18. til den 17. En dag før mit visum begyndte…
Jeg skyndte mig tilbage til konsulatet for at få datoen rettet. Men nej, konsulen ville ikke.
– Du kommer den 17. Og visaet gælder fra den 18. Det er jo ikke noget problem! mente den travle konsul.
– Måske ikke for Dem, Monsieur Son Exellence le Consul, men for almindelige mennesker som mig kan det blive et stort problem, forklarede jeg, men sparede ham dog for mine mange historier om urimelige grænsevagter og bureaukrater.
– Sludder! Det er de hvides mentalitet at gå op i den slags, fastslog han. Herefter sænkede han hovedet og læste demonstrativt i sine dokumenter, som om jeg ikke var der. Så kunne jeg forstå, at audiensen var forbi.
Slukøret tog jeg tilbage til lufthavnen. Her sendte billetdamen mig ud til en politimand, som skulle sige god for, at de tog mig ombord, selv om mit visa først gjaldt dagen efter ankomsten. Jeg skulle med det fly, for næste fly gik først om en uge! Så jeg fortalte politimanden – som sandt var – at selv konsulen ikke mente, det var et problem. Nå ja, hvis selv konsulen sagde sådan, så var politimanden da også ligeglad.
Så nu fik jeg billet til et skummelt land – uden gyldigt visa. (Jeg kunne levende identificere mig med flygtninge.)
Som så ofte før i Afrika vidste jeg, at der nu kun var ét at gøre: Bede til Gud. Så jeg bad en egoistisk bøn om at Gud ville forsinke flyet eller gøre kontrollanten blind – i hvert fald delvis, og kun nogle få minutter.
Om natten prøvede jeg at undgå onde mareridt om at blive efterladt i en hed bælgmørk lufthavn alene sammen med rotter og flagremus – ved at tænke på et airkonditioneret paradis.
Dagen kom, men flyet kom ikke. Det var i stykker! Yes! Og inden vi endelig sad i et andet fly, kunne jeg regne ud, at vi først ville ankomme kl. 23.30 Så var datoen næsten den 18.
Attention! Flyet skulle nu også have fyldt benzin på. Yes! Passagererne jamrede. Men jeg sendte en takkebøn opad.
Vi ankom da også først efter midnat, og kontrollanten var så søvnig, at han ikke så forskel på datoerne. Men næste dag, da grænsen åbnede, bemærkede kommissæren her, at passet var stemplet den 17., selv om visaet først gjaldt fra den 18.
– Ja, men i dag har vi den 18., svarede jeg ubekymret. Herrens luftveje er uransagelige.
Af Henri Nissen
Redaktør og Afrikamissionær
