Afrejse til hjemlandet

– En beretning om hvordan mine forældre døde.Døden et et vanskeligt emne at tale om. Den minder os om, at vor tid her på Jorden er begrænset. Selv Methusalem med sine 969 år (1. Mos. 5,27) var her jo kun en kort periode, når vi holder det op mod evighedens uendelighed.
Af Mogens Albrechtsen
Medlem af Birkebjergkirken, Næstved, lægprædikant siden 1973.

Ganske tidligt i menneskehedens historie lod Gud os forstå, at der venter os noget bedre end det, vi kan opleve her på Jorden. Patriarkerne havde nok at gøre med at opfylde deres jordiske kald, ligesom vi kristne bør gøre det, men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på Jorden, for Gud havde allerede grundlagt en by til dem, nemlig det himmelske Jerusalem (Hebr. 11,13-16- 12,22).
Det er jo ”menneskers lod at dø én gang og derefter dømmes” (Hebr. 9,27), men selvom det er sådan, så er døden jo almindeligvis ikke noget, man glæder sig til, for vi bevæger os bort fra det kendte og ind i det ukendte, hvor vi ikke har været før.
Men heldigvis kommer der en tid efter den ”yderste dag”, hvor døden som den sidste fjende tilintetgøres derved, at ”døden og dødsriget” bliver styrtet i ildsøen (Åb.20,14). For som udgangspunkt er vi ikke født for at dø – men for at leve i evige, uendelige tider.

For snart mange år siden ringede min mor til mig en sen aften. Hun sagde, at min far ikke havde det så godt, og hun mente, at han var ved at dø. Hun ville gerne have, at jeg kom hjem til dem.
På det tidspunkt af mit liv var jeg blevet en kristen, så jeg bad til vor Herre Jesus og blev mindet om et bestemt skriftafsnit fra Bibelen.
Da vi boede i samme by, varede det ikke længe, før jeg var hos dem. Mine forældre var begge meget urolige, og jeg satte mig hos far ved sengekanten. Stille bad jeg for mig selv følgende bøn til Gud: ”Herre, hvis jeg nogensinde har haft brug for dig, så er det nu!” Og så skete der det mærkelige, at der faldt en forunderlig ro over os alle tre.
Vi ringede derefter til lægevagten, og der kom en læge, som undersøgte min far. Læ- gen ville have ham indlagt.
Min mor blev hjemme, men jeg tog med på hospitalet, hvor far blev indlagt og undersøgt.
I sin ungdom havde han deltaget i et evangelisk møde i Frelsens Hær. Her var han kommet til tro på Jesus og havde overgivet sit liv til ham. Det vakte opsigt i familien, hvor de fleste tog let på det med Gud og Vorherre.
Denne omvendelse til Kristus ledte ham ind i forskellige kristne aktiviteter, og i en priode på ca. 16 år var mine forældre forstanderpar i Blå Kors, hvor de tog sig af lan-devejens rejsende svende og andre hjemløse mennesker.
Så da tiden kom, da far skulle forlade denne verden, var der også Én, der tog sig af ham på den sidste rejse på livets landevej.
Men tilbage til hospitalet. Jeg spurgte nu sygeplejersken, om jeg måtte sige godnat til min far, inden jeg tog hjem til mig selv. Hun gik foran mig ind på undersøgelsesværelset, hvor han lå, og i det samme øjeblik, vi gik ind ad døren, sagde sygeplejesken: ”Jeg tror, at Deres far døde!” Og det gjorde han.

Men så skete der det forunderlige, at rummet opfyldtes af et Kristi nærvær, som er vanskeligt at beskrive. Personalet gik stille omkring, og lægen kom forbavset hen til mig og sagde: ”Kan man dø sådan?”
Jeg havde taget min Bibel med mig, og nu så jeg mig selv stå og læse følgende for lægen, der stod hos mig:
”Der bliver en banet vej, som skal kaldes ”Den hellige Vej”, og ingen syndere skal færdes på den. Guds folk skal vandre ad den, men ingen tåber forvilder sig ind på den. På den vej findes ingen farer. Der lurer ingen løver eller andre rovdyr. Kun Guds befriede folk vandrer på den. Herrens befriede folk vender hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og evig glæde. Lidelse og jammer er forbi. Es. 35,8-10 (Bibelen på hverdagsdansk)
Jeg fik nu lov til at sidde en tid ved min fars afsjælede legeme, men det var umuligt at fælde en tåre på grund af dette nærvær af Guds Hellige Ånd. Min far døde i en alder af 77 år.
Den måde, min far døde på, havde gjort indtryk på lægen, der ellers må have set lidt af hvert i sin profession som læge. Inden jeg tog hjem, spurgte han mig, om han måtte besøge os i vort hjem, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Og det gjorde han så et stykke tid efter, hvor vi havde lejlighed til at tale lidt mere privat sammen.

Mor overlevede far med to år. Jeg ved, at hun savnede ham. De havde jo holdt sammen siden ungdomsårene. Alligevel tog hun fat på at få tilværelsen til at fungere.
Men hun blev syg, og i en periode tog min søster sig af hende og overnattede hos hende. Til sidst trængte min søster til et pusterum, og hun sagde til mig, at nu måtte jeg tage over, hvilket min kone også syntes, at jeg skulle gøre. Det gjorde jeg så, skønt jeg følte mig uskikket til opgaven.
Det blev min mors sidste nat i sit hjem, og efter en urolig nat stod jeg op og lavede morgenkaffe til hende. Nu plejede min forældre at holde morgenandagt, og hertil brugte de en andagtsbog. Jeg slog op på dagens tekst, og netop den dag var overskriften:
”Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død.” Salme 116,15 (1931)
Igen den nærværende Kristus. På denne måde kom jeg til at forberede min mor på den snart forestående afrejse til den himmelske verden. Samme dag blev hun indlagt på det lokale sygehus.
Seks dage efter sad jeg i min bil på vej til arbejde i København. Undervejs fik jeg en klar fornemmelse af, at jeg skulle vende tilbage til Næstved og besøge min mor på hospitalet. Indtrykket var så overbevisende, at jeg reagerede promte på det og kørte tilbage.
På nogenlunde samme tidspunkt var min søster ved at gøre rent i sit hjem, men pludselig lagde hun alt fra sig og skyndte sig ud af døren. Hun følte, at hun straks skulle tage ud på hospitalet og besøge sin mor.
Mærkeligt nok ankom vi samtidig ved sygehusets indgangsdør, og vi så forbavsede på hinanden. Det var ikke noget, som vi havde aftalt forinden. Hospitalet havde heller ikke ringet til os og bedt os komme.
Vi skyndte os ind på mors stue, og få minutter efter drog hun sit sidste, lydelige suk og var afrejst fra denne verden.

Næsten 11 år efter min mors død havde jeg en drøm om mine forældre. Jeg så dem komme gående i nærheden af en bestemt forretning, hvor min kone dengang havde sit arbejde.
Da jeg fik øje på dem, kaldte min mor mig ved mit navn, og hendes ansigt udstrålede glæde og kærlighed. Tilsyneladende var de at se til som almindelige mennesker, men der var alligevel bag deres fremtoning noget, der var anderledes. Herefter så jeg ikke mere til min mor. Far og jeg spadserede nu sammen henad gaden. Han var ikke afvisende over for mig, men alligevel lidt forsigtig i den korte samtale, der fandt sted. Jeg spurgte ham, om han havde det godt, hvilket han sagde ja til. Jeg spurgte derefter, om han var lykkelig, hvilket han også kunne bekræfte. Til sidst vovede jeg at spørge ham, om han havde set Herren Jesus, hvortil han svarede: ”Ja, men nu må du ikke spørge om mere.” Og dermed blev han borte for mig.
Hans afbrydelse af den videre konversation kan hænge sammen med, hvad apostlen Paulus sagde, da han havde fået lov til at se ind i den tredje himmel, i Paradiset. Her hørte han uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale (2.Kor. 12,4). Eller, som Skriften siger det:
”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.” 1. Kor. 2,9. Vi, som tror på Kristus, vi har gode udsigter!

Datoen for denne drøm har jeg forlængst noteret mig. Men der skete noget mere, som gjorde indtryk på mig. Mine forældre havde en nær, kristen ven, der boede i Norge. Han var organist og korleder, og sammen med vore forældre besøgte min søster og jeg ham og hans familie flere gange i Norge, ligesom han besøgte os i Danmark. Dagen efter at jeg drømte om mine forældres ”besøg” hos os, døde denne norske ven, hvilket jeg senere hen erfarede.
Jeg fik den tanke, at mine forældre måske havde været med i en modtagelsesdelegati-on, der skulle byde ham velkommen hjem, da han skulle dø. Og lige inden det skete, havde de så været et smut forbi os gennem drømmen, jeg har fortalt om. Men det kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om.
Jesus siger dog til os i en anden sammenhæng, at vi skal være opmærksomme på, hvordan vi bruger denne verdens materielle værdier, vore penge.
”Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds Rige. Når pengene ikke længere har gyldighed, så vil disse venner byde jer velkommen i de himmelske boliger.” Luk. 16,9 (hv)
Der vil altså være nogen, der byder os velkommen hjem, når vi i troen på Kristus forlader denne verden, og det er godt at tænke på, når vi giver vore bidrag til evangelisk virksomhed.
Men endnu bedre er det at vide, at Jesus, Guds Søn, vil være der, når vi skal herfra. Vi skal ikke være bange, men tro på ham, for:
”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” Johs. 14,2-3
Som Guds børn har vi ved troen på vor Herre Jesus fået den rettighed, at vi kan gå gennem en dør ind til Paradis, som han har lukket op for os, og som ingen kan lukke i. Og derfra vandrer vi så videre gennem evigheden sammen med Jesus, han som er vejen, sandheden og livet – også det evige liv (Johs. 6,47-14,6).