Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Send dit debatindlæg til: debat@udfordringen.dk
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.

Åbenlys åndelig vildfarelse?

Bogen ”Håbet som rejsefælle” blev anmeldt i uge 42.

I Udfordringen uge 42 har Josua Christensen anmeldt min nye bog ”Med håbet som rejsefælle. Vietnam fra nord til syd”. Han konkluderer, at jeg er grebet af en ”åbenlys åndelig vildfarelse”.
Den usædvanlig hårde konklusion bygger ikke på bogens indhold som helhed, men alene på mit svar til en ung sekulariseret vietnameser, der spørger, om Buddha er til stede i den kirke, vi er på vej ind i for at deltage i messen. Jeg svarer, at Buddha er potentielt til stede alle vegne, fordi “Buddha er en sindstilstand af opmærksomhed, fred, forståelse og medfølelse. I den forstand (min fremhævelse) er Buddha og Jesus brødre.” Jeg skriver ikke, at Buddha og Jesus i alle henseender er brødre, men den afgørende forskel vælger anmelderen at se bort fra.
Efter Andet Vatikankoncil har Den katolske kirke anerkendt, at andre store religioner har andel i sandheden, selv om de ikke er i besiddelse af hele sandheden. Den holdning ligger til grund for, at meget søgte og læste katolske vejledere som Thomas Keating i USA, William Johnston i Japan, Franz Jalics i Tyskland og mange andre har kunnet lade sig inspirere af de østlige åndelige traditioner uden at komme i konflikt med hverken Kirken eller deres kristne tro.
Dette sammen med Kirkens åndelige rødder har betydet, at vi i dag i den evangeliserende tjeneste kan møde andre store religioner med åbenhed og respekt i stedet for med fordømmelse og afvisning. Sidstnævnte generer mig virkelig, når jeg kommer ud for den, fordi jeg finder holdningen ude af trit med Jesu liv og lære.
Jeg oplever selv på hver eneste af mine retræter, at ovennævnte tilgang til troen gør det muligt for søgende mennesker at åbne sig og tage imod kristendommen i stedet for at føle sig forkerte, hvis de har været inde omkring andre traditioner i deres søgen. Der kommer også altid deltagere, der er blevet skadet af en kristen opvækst med snævre rammer for den rette tro. På mine retræter i Birgittasøstrenes rummelige atmosfære oplever de at kunne ånde frit.
Få deltagere ender med at blive katolikker, og det er heller ikke min intention, når bare hver enkelt går styrket videre på den kristne vej. Træet kendes som bekendt på sin frugt. Når frugten viser sig at være sund, går jeg styrket videre med min virksomhed.
Else Marie Kjerkegaard
forfatter og retræteleder

Svar fra anmelderen:

Vi deler ganske givet ikke opfattelsen af buddhismens og kristendommens forenelighed. Jeg ønskede faktisk at læse bogen, fordi den åndelige stræben bygger på ”et håb om at finde åndsfæller i denne asiatiske krog af verden”, som jeg skriver. I midlertid fastholder jeg min kritik af den åndelige vildfarelse, som jeg mener forfatteren lider af. Alene det at hendes forbillede er den buddhistiske læremester Thich Nhat Hanh, siger tilstrækkeligt om hendes åndelige ståsted. Kristendommen kan måske nok tåles i buddhismen, men sand kristendom bygger på Jesus som læremester, og han siger om sig selv ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, det er ental bestemt form og dermed et absolut, som ikke kan tilpasses østens mystik eller buddhismen som sådan.
Josua Christensen
Boganmelder

Kræv et køn – og ret dit barn

Grotesk. Når gravide kvinder tager til Sverige for at få fjernet et sundt barn på grund af dets køn, så er vi nået ud i en grotesk – for ikke at sige vanvittig egoistisk adfærd. Hvis det ikke var så forfærdeligt, kunne man sammenligne vor tids mennesker med hovedpersonen i Brødrene Grimms eventyr om ”Konen i Muddergrøften”. Men situationen kalder bestemt ikke på humoren.
Kristendemokraterne tager skarpt afstand fra den tanke, at et barns køn skal være afgørende for, om det får ret til at blive født. Og vi opfordrer på det kraftigste regeringen til omgående at forbyde scanninger, der har til formål at oplyse om barnets køn.
Livet begynder på befrugtningstidspunktet. For i det øjeblik dannes et menneskes gener, og de ændres ikke på noget tidspunkt frem til døden. Hverken før eller efter fødslen. Det er en af årsagerne til, at Kristendemokraterne altid har været – og stadig er grundlæggende imod provokeret abort. En anden årsag er, at livet gives til os som en unik og ukrænkelig gave. Vi kan ikke tage det selv.
Men nu er vi desværre nået så langt ud ad glidebanen, at vi har gjort livet til en handelsvare. Og børn til noget, man har krav på. Med ret til selv at designe. Og lever barnet så ikke op til forventningerne – ja, så er det ikke forventningerne, der skal justeres.
Det er svært ikke at tænke på, hvornår vi mon møder et krav om ret til post-natal (efter fødslen) kassering af et ”forkert” barn. Så kære regering, stop dette vanvid. Og lad de børn blive født. Fordi de er mennesker, og fordi de er fremtidens voksne.
Egon Jakobsen,
fungerende landsformand for Kristendemokraterne

Halloween-uhygge på kirkegården

Er det en “kirkegårdsnatkjole” i en halloween-reklame fra Fætter BR, der har inspireret en præst til, ifølge en tv-nyhed, at gøre kirkegården til et hjemsted for halloween-uhygge, der er så makaber og okkult, at det er under lavmålet for, hvad ansvarlige voksne kan byde børn?
Et besøg på kirkegården kan for nogle mennesker være smerteligt. De skal ikke møde personer, der er klædt ud som manden med leen, spøgelser, hekse, vampyrer, skeletter og djævle.
Halloween er i sin særligt amerikanske form iblandet keltisk dødsopfattelse og mexikansk dødekult. Grundtanken er, at de døde går igen og skal holdes på afstand med uhygge og lysende græskarhoveder. Hvad har det at gøre i danske børns verden?
Hvornår begynder danske forældre at gennemskue den hensynsløse halloween-hjernevask og udnyttelse af deres børn, for der tjenes jo tykt på at lokke dem til at købe dragter og andet hæsligt udstyr i dyre domme.
“Vi skal gøre grin med døden,” siger præsten. Som om det ikke var uhyggeligt nok, at der gøres grin med livet, når der årligt udslettes 16.000 uønskede liv.
Hvorfor i det hele taget lade sig vildføre af halloweens usandheder og forvanskede syn på døden, som er det stik modsatte af kristendommens budskab, at “døden ikke får det sidste ord.”
For det var kirkens Herre, der sagde: “Jeg er vejen, sandheden og – livet.”
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C