For gudsrigets udbredelse
Anders Bartholdy oplevede en tid med tørhed, derfor begyndte han – sammen med en række medvandrere – at grunde over, hvad Bibelen og især evangelierne egentlig siger for at forstå dybderne i Guds planer med os mennesker og jorden.
Det er vigtigt at forstå Israel som en del af Guds frelsesplan, dvs. Israel som det fysiske sted, hvor Guds planer udfolder sig ifølge Bibelen. Guds rige kan vi gribe om her og nu, fortæller han, og det liv, vi skal leve i evigheden, er allerede brudt igennem; vi har alle en plads i Guds frelsesplan, som startede i Paradis og slutter i det ny Jerusalem. For den enkelte handler frelsen om at følge Jesus (med baggrund i syndsforladelse), sådan som vi er skabt til det med vægten på vores forhold til Jesus!
Dernæst fortæller han smukt og rørende om sine egne prøvelsesår, hvordan den traditionelle undervisning kom til kort i mødet med virkelighedens dilemmaer, og hvordan Gud førte igennem til sejr. Det er medrivende læsning. Bartholdy lærte bl.a., at den måde, vi møder mennesker på, er afgørende for, om de tager imod evangeliet. Det gælder om at møde mennesker med kærlighed snarere end fordømmelse.
Bartholdy kommer igennem mange emner i sin beskrivelse af, hvordan Guds Rige kan bryde igennem her på jorden. Bogen har bl.a. et spændende kapitel om Bedehus Danmark med forhistorien til, hvordan bønnen for Tyskland begyndte og den forsoning, som kan bane vejen for vækkelse.
Tre teologer anbefaler Bartholdys bog på forlagets hjemmeside, men hans tænken ud af boksen kan virke overvældende, hvorimod der også vil være læsere, som vil kunne nikke genkendende til flere af Bartholdys betragtninger og erfaringer. Det er en anbefalelsesværdig bog, selv om man ikke er enig i alle detaljer, for den er forfriskende, opmuntrende og giver nye vinkler på forståelsen af Bibelen. Den opfordrer også til, at man i menigheder eller i grupper taler sammen, beder og har tillid til, at Gud taler, og at man derfor lytter – i fælles søgning efter Guds rige. Og han håber, at der må komme netværk mellem disse grupper.
Anders Bartholdy: Jordens Konger – Guds plan for os
og for jorden er bedre, end vi kan forestille os 266 sider
200 kr. (E-bog: 125 kr.) RoadToZion Books