Gaza-kampene intensiveres – Egypten hjemkalder ambassadør

Gaza-kampene mellem israelske styrker og Hamas-krigere er blevet intensiveret, og “Israel vil udvide sin operation mod terrorister i Gaza-området, hvis dette bliver nødvendigt”, som statsminister Binyamin Netanyahu udtrykker det.

Det er en falsk illusion at tro, at disse aktioner og modaktioner vil blive den sidste runde i de to parters krigshandlinger. Selv om Israel kommer sejrende ud af det nuværende opgør, synes palæstinensere og israelere at være dømt til stadig nye konflikter – en endeløs krig – medmindre man kan finde en rimelig politisk løsning.

Israels målrettede flydrab af Hamas’ militærchef, Ahmed al-Ja’abari, fandt sted, da denne kørte i bil i Gaza. Den prekære situation har fået Egypten til at hjemkalde sin ambassadør i Israel, og den egyptiske præsident Mohammed Morsi har beordret Egyptens FN-ambassadør til at få sammenkaldt til hastemøde i sikkerhedsrådet. Han har tilkaldt Israels ambassadør i Cairo til at møde, hvor Morsi protesterede mod, hvad hans talsmand, Yasser Ali, betegner som Israels “brutale angreb”.

Egyptens stærke reaktion skyldes ikke mindst, at Morsi er leder af Det muslimske Broderskab, som Hamas er medlem af.

USA

USA har på den anden side givet klart udtryk for opbakning af Israel, og præsident Barack Obama har i en telefonsamtale med Netanyahu gentaget USA’s støtte af Israel og dettes ret til selvforsvar.

De to mænd enedes om, at Hamas må standse dets angreb mod Israel,” for at nedtrappe situationen”.

Obama talte ligeledes med Morsi, over for hvem han fordømte raketangrebene mod Israel og gentog, at Israel har ret til selvforsvar.

Også FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, har talt med Netanyahu og Morsi om at afkøle den ophedede situation.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det britiske udenrigsministerium har fremsat en udtalelse om, at “alle sider skal udøve tilbageholdenhed for at forhindre en farlig optrapning, som ikke er i nogens interesse”.

Den arabiske verden giver Israel skylden for udviklingen. Kun få arabiske medier har meddelt noget om beskydningen af Israel fra Gaza.

Qatars udenrigsminister, Hamad Bin Jassim al-Thani, betegner de israelske angreb som en “beskidt forbrydelse”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ja’abari

Om den dræbte Hamas-leder, Ja’abari, vides, at han var manden bag kidnapningen af den israelske soldat, Gilad Shalit, som sad i fangenskab i Gaza i fem år, og at han stod øverst på Israels liste over “eftersøgte palæstinensiske militsfolk”.

Imens fortsætter kamphandlingerne. Hamas afskyder stadig raketter mod civilbefolkningen i det sydlige Israel, hvor omkring en million mennesker lever i stadig frygt for at blive ramt.

Over 110 raketter er blev afskudt fra Gaza mod Israel siden begydelsen af operationen, hovedsageligt mod Beersheba.

De fleste raketter blev opfangede, mens resten eksploderede i åbne områder. Der meldes ikke om større skader.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Som led i Israels modaktion har israelske fly angrebet omkring 100 mål i Gaza, omfattende hvad der betegnes som terroristanlæg, våbenlagre, missil-afskydningsramper m.m.
– Israel har brugt præcise efterretnings-oplysninger, udtaler en israelsk militær talsmand.