Hamas overrasker med angreb på Jerusalem
Hamas’ militære ledelse tilsagde ved 16-tiden idag, at der snart ville komme en “overraskelse” til
Israel – og den var der allerede kl. 16.30, da luftværnssirenen “Rød farve” hylede over hele Jerusalem.Jerusalem er hidtil stort set blevet holdt uden for krigshandlinger på grund af byens store arabiske befolkning og de hellige steder.
Men nu synes Hamas at have ændret politik og er blevet mere aggressiv. Det menes, at Hamas i Gaza råder over 12.000 missiler, og det har hidtil blot brugt en mindre del af dette arsenal.
Efter at have afskudt flere missiler mod Tel Aviv – et iaftes og to i eftermiddag – kom turen til Jerusalem. Ved et tilfælde kom Deres korrespondent til at opleve begge angreb, først i Tel Aviv, derefter da jeg var steget ud af min bil ved hjemkomsten tilJerusalem.
Flere steder i Israel er der demonstrationer mod det, ingen endnu betegner som krig, men som i realiteten er det.
Det forlyder, at målet for beskydningen af Jerusalem var Knesset-bygningen, men missilerne faldt lang derfra. Politiet leder nu efter, hvor de slog ned..
Verdens opmærksomhed er i stigende grad rettet mod denne dramatiske situation. Nu lever flere millioner israelere i frygt og spænding. Det gør også en million palestinensere i Gaza. Hvor er de kløgtige, som omsider kan finde en formel for fred? Det kan ikke ske med militær magt.
Egyptens statsminister har idag besøgt Gaza for at vise solidaritet med befolkningen. Under hans ophold holdt Israel inde med luftangrebene mod mål i Gaza.
Vejret har idag vist sig fra sine bedste side, med en temperatur på omkring 22 grader – som Skandinavien kunne ønske sig som en sommerdag – men blot få tog til stranden. De havde andet at tænke på, bl.a. om deres tilflugtsrums tilstand.