Levende musik med et budskab
I sidste uge skrev vi om CammiAnn. Dette er anmeldelsen af hendes cd, som er både ærlig og levende musik.
CammiAnn er en pige, der trods sin unge alder på kun 16 år har noget på hjerte. Hendes første udspil handler meget omkring hendes fars død, og man kan nærmest høre frustrationer gennem tekst, musikken og ikke mindst stemmen.
Da jeg hørte de første sange på albummet, syntes jeg, det lød meget mørkt og trist, dog altid med en snert af håb. Sangene bliver lysere og lysere, jo længere hen man kommer i albummet.
Det er meget sing/songwriter uden de store musikalske udfordringer. Det er heller ikke der, fokusset ligger. Hele albummet lægger meget op til at lytte til, hvad CammiAnn har på hjerte. Det synes jeg bestemt, man oplever. CammiAnn ønsker ikke kun at nå det kristne publikum, men ønsker at nå længere ud end dette. Hun ønsker at nå den verdslige verden. Med dette udspil synes jeg, hun lykkes ret godt med dette. Hun rammer et ømt punkt, som ikke mange tør tale om. Der bliver sunget meget omkring smerten over tab, men samtidig også at der er håb for enden at tunnelen.
Hvis man er til sing/songwriter stilen, så er det bestemt værd at lytte til CammiAnns udspil. Hun formår at gøre musikken meget levende, mens hun samtidig trænger godt igennem med sit budskab.
Filip Simonsen