Muslimsk generalkonsul: Nu er jeg kristen!
Hele sit liv har han hemmeligt beundret de kristne. Og nu har han endelig taget skridtet. Men hustru og børn betragter ham som hedning. Og i den lokale moské udstedes offentlige forbandelser over ham…
– Har du hørt, at en af de store muslimer i byen er blevet kristen? spurgte Thomas.
– Men er det virkelig sandt? spurgte jeg. For det er sjældent, muslimer åbenlyst bliver kristne. Og så en af lederne…
– Jo, det er sandt, og jeg har arrangeret, at vi kan besøge ham på tirsdag, svarede Thomas.
Thomas leder organisationen MICCAO, som er et fællesskab af kristne organisationer, der arbejder blandt muslimer i Vestafrika. Jeg har kendt ham i mere end ti år, og når jeg er i Afrika, låner jeg hans bil.
Vi fulgtes nu ad til et stort hus ikke langt fra byens fornemste moské. Jeg vidste, at Ibrahim Abba, som vi skulle besøge, var en nær ven af ypperstepræsten dér. Han var også nær ven af Lamidoen, som er byens religiøse overhoved. At han skulle være blevet kristen, var svært at forstå.
Vi blev modtaget af en ældre venlig herre i den traditionelle hvide muslimske dragt. Han inviterede os til at sidde i sine dybe lænestole og bød på cola og kiks. Efter at have spurgt høfligt til vores familier, helbredet, varmen osv. begyndte han at fortælle:
– Jeg voksede op i det nuværende Nigeria. Min slægt er en kongelig familie fra Mali, og mine forfædre har i flere hundrede år regeret over Mubi-området. Vi ønskede ikke at høre til Nigeria, men at blive selvstændige. I protest flyttede jeg derfor til nabolandet Cameroun, fortæller den tidligere diplomat. Som veluddannet prins kom han hurtigt til at arbejde for udenrigsministeriet under den tidligere, muslimske præsident Ahijo.
Han var ambassadesekretær i Liberia og Congo, før han tilsidst blev generalkonsul i Saudi Arabien. Han havde ansvaret for de mange muslimske pilgrimme, der hvert år strømmede til Mekka.
– Jeg boede i Jiddah, meget tæt på den store helligdom og kongefamlien. Engang blev jeg endda inviteret ind i selve den sorte bygning i Mekka, som pilgrimmene går syv gange rundt om.
– Kun ganske få får lov at komme ind i den sorte bygning. Og kun i 5-7 minutter.
Der var mørkt og ikke meget at se, men en trappe førte op til den sorte sten. Og jeg husker, at det var meget køligt, mens der udenfor er meget varmt.
Men når jeg betragtede alle de pilgrimme, som gik rundt om den sorte kaba, tænkte jeg: Det er ligesom afgudsdyrkelse.
– Var du begyndt at tvivle på islam?
– Allerede som barn havde jeg en drøm, som jeg aldrig glemmer. Jeg drømte, at mange blev dræbt ved en massakre. Soldaterne ville også skyde mig, men en stemme sagde: Nej, lad ham leve, for en dag vil han kende Allah.
Det var en mærkelig sætning, for jeg kunne recitere Koranen fra jeg var 4-5 år. Skulle jeg ikke kende Allah?
I skolen i Yola havde jeg en kristen kammerat, Ballah. Jeg forsøgte forgæves at overbevise ham om islam, og da det ikke lykkedes, følte jeg, at jeg burde afbryde venskabet. Men på grund af en drøm fortsatte vi hemmeligt som venner.
– Hvad så du i drømmen?
– Jeg drømte, at markedet var i brand, og hele byen ville gå til. Da det ikke lykkedes folk at slukke branden, kaldte de på Muhammed, men han gik bare, som om det ikke interesserede ham. Så var der nogen, der foreslog at gå til Isa – navnet på Jesus i Koranen. De fandt ham siddende på en måtte som en fulanimand. Han hørte på dem, og så pustede han bare et lille pust. Og branden var slukket.
Selv om det var en drøm, overbeviste den mig om, at Jesus var stærkere end Muhammed. Og at han var interesseret i at hjælpe os.
– Jeg var tiltrukket af de kristne. Deres sange. Deres naturlige livsstil. Jeg overværede engang som helt ung en dåb og lod mig hemmeligt døbe.
– Hvad sagde familien?
– Min far var død, så det var min ældre bror, jeg fortalte det til. Han blev meget vred.
Jeg sagde til ham, at det bekymrede mig, at der ikke var nogen frelse i Koranen. Han svarede, at selv om vi så alle skulle gå til helvede, så blev vores familie nødt til at holde fast i islam. For det var os, der havde bragt islam til landet. Vi kunne ikke foragte vores forfædre, sagde han.
– Min bror gjorde mig politisk aktiv, så jeg flygtede i 1961.
Det var dengang, de afrikanske stater blev uafhængige. Der var store afrikanske politikere som Kaunda, Nyerere, Jomo Kenyata… Der var to retninger blandt de afrikanske friheds-politikere: Monrovia- og Casa Blanca-gruppen. Begge var imod de hvide, men de første ville samarbejde, mens de sidste var mere radikale.
Min egen præsident Ahijo var moderat og ville samarbejde med franskmændene.
Men jeg tilhørte den radikale gruppe. Og her anså man kristendom for at være den hvide mands religion, mens islam blev accepteret som en afrikansk religion. Det skyldtes især, at Egyptens præsident Nazar var en af hovedmændene i Casa Blanca-gruppen.
På grund af politik kom jeg igen bort fra kristenommen.
– Da jeg blev udsendt til Congo, oplevede jeg et mirakel.
Paven besøgte i 1982 Congo for at helgenkåre en kvinde. Hun var blevet myrdet for sin tro 20 år tidligere af en soldat, som dræbte hende med en bajonet i maven. Hun døde, mens hun bad Gud tilgive soldaten.
Da hendes lig blev gravet op for at bringes til hovedstaden Kinshasa, kunne alle se, at kroppen var uberørt af døden. Man viste billeder af hende overalt, og hun lå fremme på lit-de-parade, så alle kunne se hende. Jeg så hende selv to gange.
Det gjorde et så dybt indtryk på mig, så jeg igen vendte mig til kristendommen. Jeg købte endda et billede af jomfru Maria og hængte det op. Men min kone pillede det ned.
– Vidste din kone om din interesse for kristendom?
– Nej, jeg sagde det aldrig, for jeg vidste, at hun var meget imod. Men engang så hun mig bede, ligesom de kristne beder. Og hun udbrød hånligt: Er du blevet en hedning?
– Blev du kristen i Kinshasa?
– Jeg bad til Gud om, at han ville vise mig vejen. Og den nat drømte jeg en drøm, jeg aldrig glemmer, om verdens ende.
Folk kom i lange rækker fra øst og vest for at dømmes i en stor hangar. Jeg så mange muslimer blive henvist til fortabelsen, som var en brændende sø. Andre blev henvist til et dejligt køligt sted – som jeg tror var paradis.
Nu må du tilbage til verden, sagde en stemme. Kort efter vågnede jeg.
Nu kendte jeg vejen. Jeg læste bøger om islam og kristendom, og besluttede til sidst åbent at forlade islam.
Siden er jeg blevet forfulgt og bagtalt. Selv i moskéen har de offentligt bedt om, at jeg må møde alle mulige forbandelser. Mine venner snakker ikke med mig mere. Selv min hustru har afbrudt enhver forbindelse. Hun bor i samme hus, men jeg er som en hedning for hende. Og det samme gælder mine børn.
Men jeg har besluttet at følge Jesus, uanset hvad det vil koste mig, slutter den anerkendte diplomat.
