Skrøbelig våbenhvile indgået – israelerne er skeptiske

Efter otte dages ubændige kamphandlinger kom Hamas og Israel omsider til en vis forståelse og fra iaftes kl. 19 var der våbenhvile, som mange israelere er skeptiske over for – og mange i Gaza-striben sikkert også.
Det har været en grusom uge for de to parter, og når regnskabet gøres op, kan man ikke se, hvad der egentlig er opnået. Der er stadig lang vej til en virkelig løsning, men lidt har jo også ret, og den
kendsgrning at våbnene nu tier, er kommet som en befrielse.

Som det næsten altid sker efter indgåelse af en våbenhvile hvorsomhelst i verden, blev den brudt i starten. Og sådan var det også her. Natten var rolig, men kl. 10 imorges lød alarmen “Rød farve” i Eshkol-området i det sydlige Israel, efter at en raket var blevet afskudt fra Gaza mod dette mål.

Øjenvidner siger, at de så raketten eksplodere over palæstinensisk område. Ifølge en israelsk militær kilde var det falsk alarm.

Også iaftes, flere timer efter våbenhvilen trådte i kraft, blev der afskudt projektiler fra Gaza mod Israel, men de 11 af 13 nåede ikke Israel og slog i stedet ned i Gaza.

Omtalte kilde mener, at beskydningen ikke blev foretaget af Hamas, men af nogle af de mindre
terroristgrupper, som Hamas prøver at tøjle og få til at overholde aftalen.

Våbenhvilen blev til i Cairo, ved mægling af udenrigsminister Hillary Clinton og Egyptens
præsident, Mohamed Morsi. Han har nu vist sig i rollen som den stærke mand i den arabiske verden, og Egypten har fået til opgave at overvåge, at våbenhvilens klausuler overholdes.

Våbenhvileaftalen er ikke baseret på gensidig anerkendelse eller en fælles ideologi, men de to parters fælles interesse, bakket op af frygt.

“Manden på gaden” i Jerusalem er skuffet over, at Israel ikke slog mere til, nu det havde chancen, og der er bange anelser om at kamphandlinger kan bryde ud påny nårsomhelt.
– Måske udarter det til at blive en slags uafvendelig dyst mellem dem ca. hvert fjerde år, noget i retning af De olympiske Lege, sagde “en mand på gaden” nu til morgen.

Størstedelen af israelerne menes – ifølge meningsmålinger – at være imod en våbenhvile på indeværende tidspunkt, fordi man frygter, hvad morgendagen vil bringe.

Clintons indtræden i forhandlingerne i Cairo menes bl.a. at have været begrundet i, at Washington – hvis der ikke blev sluttet en aftale og israelske landtropper var rykket ind i Gaza – nok ville blive stillet over for at vrede arabiske masser ville angribe amerikanske ambassader. Det ville være et mareridt for en regering, der stadig er traumatiseret af det dødelige angreb mod det amerikanske konsulat i Benghazi.

Våbenhvileaftalen omfatter en række klausuler, der er mere eller mindre gunstige for de to parter. Den vigtigste er ildophør, at Israel har ret til at forsvare sig og en slækkelse af blokaden af Gaza, israelsk tilsagn om at standse “målrettede angreb”, åbning af grænseovergangsstederne mellem Israel og Gaza-striben og at begge parter kan rejse andre anliggender som våbensmugling ind i Gaza.

I Gaza blev våbenhvilen hilst som en eklatant sejr for Hamas, og unge mænd styrtede glædesstrålende rundt med deres våben i den ene hånd, mens de lavede “V”-tegnet med den anden.

For statsminister Binyamin Netanyahu er det sidste døgn såvel afslutningen på en militærkampagne som indledningen til en valgkampagne.

Ingen vover imidlertid at fremsætte nogen mening om, hvorvidt kampen mod Hamas vil være til hans politiske fordel – eller det modsatte.