300 til folkemøde for Israel i København
Stort politiopbud ved støttedemonstration på Kongens Nytorv. Budskabet var fred og forsoning mellem israelere og palæstinensere.
En regnvåd søndag i november den 25. trodsede omkring 300 jøder og kristne regnen og mødte op på Kongens Nytorv i København med paraplyer, danske og israelske flag og fakler for at vise deres støtte til Israel og det jødiske folk.
Der var feststemning. Såvel den danske som den israelske nationalsang blev sunget. Og publikum brød spontant ud i Grand Prix-vindersangen Halleluja.
Max Meyer fra Dansk Zionistforbund bød velkommen, og Yvette Espersen fra Like for Israel holdt en blændende tale om fred og forsoning, men stillede også spørgsmål til dansk presse og danske politikere om ensidigheden i forholdet til Mellemøsten.
Politiet var mødt talstærkt op, men alt forløb fredeligt, og der blev talt fred. Ingen talte nedsættende om palæstinenserne. Budskabet var: Fred og forsoning.