Bed mere sammen

Evangelisk Alliances bedeuge var en anledning til, at kristne fra forskellige kirker kunne lære hinanden at kende og bede sammen. Men gjorde vi det? Og selv om vi gjorde det, hvad flyttede det så?
I interviewet med de kirkelige ledere om forventningerne til 2013 kommer Indre Missions generalsekretær ind på, at folk kun hører, hvad kristne siger nej til.
Og ofte er ”NEJ” måske det eneste, som offentligheden hører fra os. Forhåbentlig siger vi nej på den rigtige måde – og når det i øvrigt er påkrævet at sige fra.

Men vi skal også huske at sige ”JA”:
Ja, vi elsker Jesus, og vi elsker hans folk.
Ja, vi tror på kirken. Vi tror, at Guds rige findes ud over hele verden. Somme tider endda i de – for os at se – mest usandsynlige kirkesamfund.
Ja, vi hører til i et familieskab med alverdens andre syndere, der tror på Jesus som deres frelser.

”Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind.
Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv.
Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus…” skriver Paulus.
(Læs selv videre i Filipperbrevet 2 om Guds Søn, der ikke holdt på sin ret, men ydmygede sig og gik i døden for os.)

En amerikansk presbyteriansk præst fortalte, hvordan hans menighed engang skulle besøge pinsekirken, der lå i samme gade. Han forberedte sin menighed på den fælles gudstjeneste ved at sige, at de gerne måtte løfte hænderne under gudstjenesten i nabokirken.
Senere kom pinsefolkene på besøg hos presbyterianerne. Også det var til stor glæde. Pinsepræsten betroede senere sin kollega, at han før besøget havde formanet sin menighed: Når I kommer hen til presbyterianerne, skal I ikke løfte hænderne. Sæt jer på dem!

Det handler om respekt og alt det, som vi dybest set siger ja til.
Det handler langt mindre om alt det, som vi gør på forskellige måder og tænker forskelligt om.
Vi skal være ét, ikke ens.

Faktisk er det allervigtigste, at alle en dag skal bekende Jesus som Herre. For nogle vil erkendelsen den dag komme for sent.
Men kristnes enhed er et tegn, som kan overbevise mennesker om, at Jesus er verdens frelser (Joh. 17).
Må vi lære at bede mere sammen og glæde os over hinanden. Faktisk kan enheden ifølge Paulus resultere i en ”fuldkommen glæde”.
Må vi alle blive bedre til at stå sammen i arbejdet for Guds rige i 2013.

Af Bodil Lanting
Cand. teol., journalist