Et godt alternativ

”Wait for the Siren” er et album af bandet Project 86, som hører til under genren alternativ metal. Det er et album, som har meget at byde på, fordi Project 86 spiller på mange strenge og går langt ud over de traditionelle instrumenter.
Det gør de fx med irske instrumenter såsom sækkepibe og dulcimer (et strengeinstrument). Det er også med til at danne rammen for albummets kunstneriske udfoldelse. De irske instrumenter giver associationer til de storslåede kampscener, som vi kan se i diverse film. Det er også med til at give følelsen af, at vi har noget at kæmpe for!
Det gør de fx i sangen ’Fall, Goliath, Fall’, hvor bandet opfordrer os til, at vi skal tage kampen op mod vores Goliat’er og ikke bare give op.

Det er dog ikke det eneste virkemiddel, de har med i opfordringen til at tage kampen op. Med de mange flerstemmige sektioner bringer de også fællesskabsfølelser op i os, så vi ikke føler os alene i at tage kampen op.
I den lyriske del af dette album er der en bredde i brugen af det engelske sprog. Det er en fordel, at de bruger så mange variationer i sproget, for det gør, at teksterne bliver mere interessante og overraskende.
Så hvis man kan lide at gå i dybden og finde de skjulte skatte i teksterne, så har man god mulighed for at gå på jagt i de 13 numre, som albummet består af.
Jeg vil mene, at Project 86 har lavet et godt album, som kan glæde mange, der har et godt øje til den mere hardcore del af musikkens verden.
Søren Jacobsen/
facebook.com/groups/assaultingvanity