Historien om en moder
Lisbeth Smedegaard Andersen følger med Det begyndte med Jomfru Sørensen op på succesen med Skrædderen.Min mor forsøgte at gendigte sit liv, så det blev en smuk og harmonisk helhed. Men slutningen kan et menneske ikke selv fortælle. Det må efterkommerne gøre, og derved føjer de den døde ind i historien, så hun genopstår levende i erindringen. Sådan som hun selv har gjort det og hendes mor og mormor før hende. Slægt efter slægt.
Sådan skriver Lisbeth Smedegaard Andersen i sin bog Det begyndte med Jomfru Sørensen – Kvindeskæbner gennem 200 år. Den er hendes forsøg på at sætte ord på den sammenhæng, den forbundethed hun føler med kvinderne i sin slægt, slægtled efter slægtled. Her findes der ingen fordømmelse, ingen kvalitetsvurdering af de liv, der blev levet, kun en kærlig genskrivning af en række kvindeskæbner, der trækker tråde både frem og tilbage i tiden.
Bogen tager udgangspunkt i forfatterens egen mor, der – i alderdommens glemsel – har fundet sit fodfæste i fortiden, og i de historier, hun fortæller sin datter om familien. Smedegaard Andersen kaster derefter sit blik på sin oldemor, den kønne Jomfru Sørensen, der betog først den unge glasmester Peter Wendt, og sidenhen sit forfatter-oldebarn med sin beslutsomhed og trang til at forbedre sit livsvilkår, og belyser gennem hende 200 års historie, som måske nok ikke dukker op iblandt historiebøgernes store begivenheder, men er en central del af, hvem vi er i dag. Med breve og malerier, ord og digte af nogle af Danmarkshistoriens største kunstnere og tænkere, sætter hun sin egen slægt ind i en større helhed, således at hendes historie bliver til vores historie – en historie der skildrer alle de kvinder, der gik forud for os, kvinder der nok gik upåagtet hen, fordi de fandt sig selv inden for hjemmets fire vægge, men hvis liv var lige så vigtige som de mænd, de stod bag. Smedegaard Andersen skriver med så megen poetisk livskraft, at det ikke føles som en historiebog, som noget dødt og begravet, men snarere som et kig ind i den levende historie. Og i sådan en grad, at man selv får lyst til at gå på jagt i gamle bøger for at finde ud af, hvordan vores bedsteforældre levede.
En refleksion af det kristne menneskelivs grundsten – Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå – afslutter bogen: disse [ord] giver mening til historien, til længslen efter skønheden, til erindringen ved at forudsætte noget, der rækker ud over den enkeltes afmålte tid. Friheden rækker i sin yderste konsekvens mod evigheden. Mod troen.
Og således er livet en smuk og harmonisk helhed på trods af de byrder, livet også rækker os, fordi vi i tillid til Gud og hinanden bliver en del af en større sammenhæng.
Lisbeth Smedegaard Andersen:
Det begyndte med Jomfru Sørensen
– Kvindeskæbner gennem 200 år
281 sider 299 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag