Monas svære omveje til Guds faderhjerte
Et dårligt far-billede førte til et forvrænget gudsbillede og et dårligt selvbillede. Mona gjorde oprør mod autoriteter og regler, indtil hun fandt tryghed og selvtillid ved Guds faderhjerte.Det kan være svært at få et tillidsfuldt forhold til Gud Fader, hvis man har haft et dårligt forhold til ens egen far.
Mona voksede op i et hjem, hvor faderen selv havde været faderløs siden han var to år.
Han formåede ikke at være den far for hende, som hun havde brug for. Han havde forbindelse til en streng kristen gruppe i Midtjylland, som endda kaldtes Dømmerne. Men samtidig faldt han selv igennem på flere områder, så Mona mistede tilliden til ham.
Ubevidst blandede hun sit gudsbillede sammen med faderens karaktertræk. Hvis faderen var svingende og lunefuld, så troede hun på en eller anden måde, at Gud så også var sådan. Søndagsskolens undervisning om Jesus og den rigtige gud fader ændrede desværre ikke denne indstilling.
Mona gjorde derfor tidligt oprør. Ikke blot imod sin autoritære far, men også imod den gud, som han åbenbart troede på.
– Jeg kom i kontakt med en rockergruppe og kom også ud i noget misbrug, fortæller den nu 52-årige kvinde.
Ind imellem var hun dog også med til bibelcamping, og da der i hendes teenageår var en møde-kampagne i Hammerum, besluttede hun at overgive sig til Jesus.
– Det var ægte nok. Jeg følte virkelig, at Helligånden skubbede mig frem til en afgørelse den dag, så jeg gik frem og bad frelsesbønnen, fortæller hun.
Nu begyndte tingene at gå bedre. Hun var kommet i kontakt med bevægelsen Ordet & Israel og tog i kibbutz i Israel.
– Jeg kom i den internationale kirke i Jerusalem og begyndte virkelig på et nyt liv. Jeg smed fx al min dårlige musik ud.
Senere begyndte jeg også at læse til socialpædagog på Diakonhøjskolen. Og her fandt jeg også min mand.
Men en traumatisk oplevelse slog igen Monas liv ud af kurs.
Hun var i praktik på Vejlefjord Skolehjem for adfærdsvanskelige. Her blev hun under en vagt, hvor hun var alene, overfaldet af en ung beboer. Han truede med at slå hende ihjel.
– Selv om jeg bagefter forstod, at det kunne han aldrig finde på, så gjorde det mig virkelig bange. Det rørte ved noget i mig. Jeg fik et knæk dér og opgav senere at gøre uddannelsen færdig, fortæller hun.
Senere gik Mona igang med en uddannelse på børnehavepædagog-seminariet i Aalborg, mens hendes mand læste på biblioteksskolen.
– Vi boede lige i nærheden af Markuskirken i Aalborg, og det irriterede os, at kirkeklokkerne ringede hver søndag.
Men det endte dog med, at vi begyndte at komme i kirken. Det viste sig at være en meget levende kirke, som var præget af åndelig fornyelse. Alle mulige nådegaver var i brug. Præsten var Bent Døssing Hansen, og hans kone Ruth var rigtig god til at tage sig af folk.
Jeg blev selv så involveret, at jeg var med til at lede et ungt par til at tage imod Jesus.
Mona og hendes mand tog senere på Børkop Bibelskole og begyndte at komme i Indre Mission i Horsens. Men der var stadig et hul i hendes sjæl: Hun turde ikke stole på Gud fader.
– Jeg kunne ikke få børn. Lægerne havde opgivet mig, efter at jeg havde tabt et foster tre gange.
Men engang, hvor den kristne musikgruppe Beraka spillede i Århus, gik jeg frem til forbøn.
En kvinde, som spillede på tværfløjte i gruppen bad for mig. Og der skete faktisk det mirakel, at jeg derefter fik en vellykket graviditet og fødte vores lille dreng.
Vi var flyttet til Randers og kom i Den Evangeliske Frikirke. Det var vi også glade for, men jeg havde det ikke godt med mig selv. Efter 12 års ægteskab blev vi skilt.
Mona havde taget kraftigt afstand fra sin fars dobbeltliv, men nu gjorde hun selv det samme.
– Jeg begyndte at leve et dobbeltliv, hvor jeg smilende var med i kirken, men samtidig tog på byture og drak.
Jeg kunne ikke selv sætte grænser i forhold til alkohol og sex. Jeg var for usikker på mig selv og indrettede mig hele tiden efter, hvad andre mente.
Jeg kunne ikke med autoriteter og strukturer og vandrede rundt til forskellige menigheder uden at kunne falde til.
Jeg blev også mobbet ud fra et arbejde i en børnehave, fordi lederen ikke greb ind over for en kollega, som ødelagde arbejdsmiljøet.
Det var den store nedtur, husker Mona.
Men ind i mellem skete der også positive ting i hendes liv, når hun vendte sig til Gud for at få hjælp.
Engang blev hun efter forbøn fri for en truende kræft-diagnose. Og hun fik hjælp til at komme ud af den angst, som havde plaget hendes siden barndommen:
– Jeg havde i mange år taget frygtdæmpende medicin. Men i en bedegruppe sammen med nogle andre piger bad vi for mit problem, og jeg blev faktisk sat fri, så jeg kunne stoppe med at tage medicinen.
Jeg var også med på en bibelcamping i Mariager, og her hørte jeg Lars Due Kristensen fortælle om 12 trins-grupper. Jeg kom med i en gruppe og erkendte og bekendte mit alkoholproblem. Jeg var jo en slags skabsalkoholiker.
Nu begyndte en selverkendelse i mig, og på et tidspunkt opsøgte jeg det kristne behandlingssted Shalom i Randers. Her sad jeg bare og tudede, mens lederen Alfred hørte tålmodigt på mig. Han blev en slags faderfigur for mig.
Jeg havde gået til psykologer og hørt en masse om, hvad jeg skulle tænke om mig selv og gøre, men det var først, da Jesus kom ind i behandlingen, at det begyndte at bundfælde sig. Det er nu ca. 5 år siden.
Senere kom jeg på et mønsterbryderkursus, hvor lederen Peder også var noget af den far for mig, som jeg havde savnet.
Men først og fremmest begyndte jeg at kunne relatere til Gud og Jesus som min far.
Jeg skiftede pillerne og alkoholen ud med Jesus. Jeg gjorde op med de forkerte ting i mit liv, som jeg ikke før havde kunnet sætte grænser overfor.
Jeg tog på Ungdom Med Opgaves bibelskole i Perth i Australien. Noget af det bedste, jeg her blev undervist om, var Guds faderhjerte.
Jeg oplevede en ny frihed, når jeg sang lovsang og tilbad Gud. Jeg opdagede, at jeg var kreativ og kunne synge og danse.
Jeg kunne også finde på at gå på gaden sammen med Teen Challenge i Århus og snakke med de hjemløse og autonome. På en eller anden måde kunne jeg sætte mig i deres sted, fordi jeg selv havde haft det på samme måde og følt mig faderløs.
Mona har skrevet en personlig bog om Min vej til Guds faderhjerte, som hun selv har udgivet. Den kan også bestilles igennem Udfordringens bogsalg, Hosianna.dk.
Her i fortæller hun hele sin livshistorie, men blander beretningen med masser af opmuntrende bibelvers, som har hjulpet hende selv.
– Det vigtigste er jo, at vi kan få tilgivelse og blive genoprettet gennem troen på Jesus og det, han har gjort.
Jeg ønsker ikke at anklage andre eller give dem skylden. Jeg har selv ansvar for mit liv.
