Ny generalsekretær
Den 11. januar tiltrådte Ebbe Wendt Lorenzen som ny generalsekretær for Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge (KFBU).
– Jeg vil sikre, at vores institutioner kan fortsætte deres gode arbejde. Men jeg vil også afsøge nye beslægtede områder og snitflader, hvor vi som forening kan gøre en forskel, forklarer Ebbe Wendt Lorenzen. Han afløser John Hansen, som har været administrationschef siden 1999.
Ebbe Wendt Lorenzen kommer fra en stilling som forstander ved Døgncentret for Børn & Familier under KFBU og har tidligere været souschef ved behandlingshjemmet Bøgholt i Aarhus.
– KFBU har lang erfaring i at drive døgninstitutioner for udsatte børn og unge, men man kan forestille sig, at der også er beslægtede samfundsopgaver, som vi kan hjælpe med, fx indenfor psykiatri eller handicapområdet, siger han og tilføjer:
– Jeg vil gerne afprøve nye hjælpeformer og boformer, og måske skal vi også være mere opsøgende i vores tilbud til udsatte børn og familier.