Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

En israelsk-dansk familie i Silkeborg oplever ind imellem chikane, som får dem til at frygte, at en slags nazisme kunne blusse op igen.Jeg fik ikke svar på, om der findes antisemitisme i Silkeborg, da jeg besøgte familien Chievitz i Silkeborg.

Forekommer der antisemitisme i en dansk provinsby som Silkeborg i det 21. århundrede?

Men mødet med dem en dag i juleferien gav mig en større indsigt i, hvordan det er at være jøde og israeler i Danmark i dag.
Jeg blev igen mindet om, hvor svært det er at skelne mellem anti-israelisme og antisemitisme, og hvor glidende overgangen er.
Derfor skal vi vare os for, hvilke ord og sammenligninger vi bruger, når vi taler om jøder og Israel. Og hvordan vi taler om Islam og muslimer. For ord skaber virkelighed.

– Jeg har altid været meget bevidst om, hvilken skole og hvilke fritidsaktiviteter jeg sendte mine piger til.
Måske har jeg beskyttet dem for meget, men jeg har hele tiden tænkt på den historie, som har fulgt mit folk. Hitler var jo ikke den første og nok heller ikke den sidste.
Sådan siger Ela, der er mor til Emily (19) og Camilla (17), er jøde og israeler og bosat i Danmark siden 1992. I dag er hun socialrådgiver i Silkeborg Kommune. Hun er gift med Henrik, der også er socialrådgiver.
Begge er de aktive debattører og bloggere.
– Det forskrækker os, når vi ser nazistiske symboler og slogans genanvendt mod jøder i dag. Nu ikke af tyskere, men af folk, som især kommer fra det muslimske miljø og også i Danmark.
– Uanset hvad man måtte mene om situationen i Mellemøsten – og her danner man alt for ofte sin mening uden at kende de faktuelle omstændigheder – bliver det aldrig legitimt at gøre jøder i Danmark ansvarlige for de beslutninger, israelske politikere træffer, siger Ela.

– Hvorfor skal det kaldes en provokation at gå med jødestjerne eller kalot i København, som om jøder på Nørrebro, der udsættes for chikane, selv er ude om det? spørger Emily, der efter gymnasiet har arbejdet et halvt år og er på vej til Israel her i foråret.
Hun er vokset op i Silkeborg med en israelsk mor og en dansk far. Hun har fejret både Hanukka og jul, Pesach og påske, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun er.
Hun er jøde, og det var, da hun som teenager traf den beslutning, at tingene faldt på plads for hende.

”Det er min identitet”, siger hun, ”selv om det måske havde været lettere bare at sige, at jeg er dansker. Det har først og fremmest med kultur og ikke med religion at gøre.
Det er et tilhørsforhold til min mors familie og min mors folk.”
Det har ind imellem kostet – også i Silkeborg. Som da hun engang i forbindelse med krigshandlinger i Israel fik en sms, hvor der stod: ”Fuck hjem med dig, din klamme danske jøde.”
– Det som gjorde mest ondt var, at det måtte være en af mine venner, der sendte beskeden, for jeg har hemmeligt nummer, siger Emily. Men der er også positive oplevelser forbundet med at være jøde i Danmark og have jødiske traditioner, mener Camilla på 17:
– Selvom vores familie ikke er religiøse, fejrer vi sabbat. Når jeg har venner med hjem, synes de, det har været spændende at være med til. Måske fordi vores traditioner giver os nogle rammer og rødder, som mange danskere ikke har.

– Jeg har nu boet i Danmark i 20 år, og det er et godt sted at bo. Men jeg vil altid en være en jøde fra Israel. Også selv om mine forældre immigrerede til Israel fra Indien, før jeg blev født, siger Ela.
– Jeg har været bange for, hvordan mine børn ville reagere, når de i skolen lærte om 2. verdenskrig, og jeg bliver aldrig færdig med at fundere over, hvor antisemitismen kommer fra. Er vi jøder da så slemme, som historien har fortalt, at det kan forklare alt det onde, som er sket os? spørger Ela.

Mine piger er nu så store, at jeg ikke kan beskytte dem ved at sende dem til den rigtige skole eller vælge venner for dem, siger Ela.
– Det som Hitler gjorde, kan ikke sammenlignes med andet. Men jeg tror, noget tilsvarende kan ske igen. Når der er krise i et samfund, peger pilen let på os jøder, mener Ela.
– Derfor skal vi tale om det, så vi bliver bevidste om, at det kan ske igen, siger Henrik.
På overraskende måde er Henriks egen historie også et kapitel i negativ særbehandling af jøder. Efter at han har mødt Ela, har han fundet ud af, at hans egen familie, Chievitz, stammer fra Polen.
I 1600-tallet flygtede de til Sverige på grund af jødeforfølgelser. Siden immigrerede familien til Danmark. … Men først efter at de havde ladet sig døbe!
Ellers fik man som jøde ikke indrejsetilladelse til Danmark – dengang.
Af generalsekretær i Israelsmissionen Bodil F. Skjøtt