Litteratur er bevidsthedsudvidende

Ove Klausen
Cand.mag. i dansk og litteraturhistorie, kommunikationsmedarbejder hos Krifa

Hvilke kunstarter bruger du tid på – og hvorfor?
Jeg bruger mest tid på litteratur, både faglitteratur og skønlitteratur. Det er ikke, fordi jeg mener, at litteratur er en vigtigere kunstart end andre, men det er den, der siger mig mest.
Når jeg læser, får jeg sat ord på noget, jeg ikke havde lagt mærke til eller kun havde på fornemmelsen, så jeg pludselig kan se det. De ord, jeg ikke selv kan finde til at beskrive en følelse, en fornemmelse eller en oplevelse, kan jeg finde i litteraturen. Litteratur er mit bevidsthedsudvidende ordforråd.
Som cand.mag. i dansk og litteraturhistorie forholder jeg mig analyserende og fortolkende til det, jeg læser. Det betyder ikke, at min læseoplevelse bliver mindre. Jeg ser ikke nogen modsætning mellem faglighed og fornøjelse, mellem at opleve et stykke litteratur og opfatte dens virkemidler. Tværtimod. Faglig indsigt forstærker oplevelsen og fremmer forståelsen.

Hvilke kunstprodukter har betydet (eller betyder) mest for dig? Eller: Hvilke kunstprodukter ville du nødigst undvære?
Det spørgsmål får mig til at føle det som at stå over for en kæmpebuffet og få at vide, at jeg kun må vælge en af retterne. Ligesom det er sundt at spise varieret, mener jeg også, det er sundt at have et varieret kunstforbrug.
Litteraturen er blevet mit møde med kunst, og jeg vil gerne gå på opdagelse i resten af kunstens verden. Næst efter litteratur er det malerkunsten, der betyder noget for mig.
Ud over at have flere bøger, end jeg har plads til, har jeg også ægte malerier på væggene. Nogle vil synes, det er for meget at give flere hundreder kroner for en bog og mere end 20.000 kroner for blot ét maleri, men vil måske selv bruge langt mere på en campingvogn. Jeg bruger penge på litteratur og kunst, fordi det gør mit liv rigere.

Hvilke kristne bøger har betydet mest for dig?
Her kommer Poul Hoffmanns forfatterskab ind på en førsteplads. Jeg begyndte at læse ham, da jeg var helt ung, og det var kærlighed fra første bog og har været det siden. Han har givet mig en frimodig tro på, at jeg kan regne med Bibelen som Guds troværdige ord, også selvom den er i strid med meget såkaldt videnskab, for den er i overensstemmelse med, hvordan virkeligheden virkelig er. Og han har gjort det evige liv konkret for mig ved at vise ud fra Bibelen, at det evige liv ikke handler om at komme i himlen, men om at genopstå på den nye jord for dér at leve et lige så bogstaveligt liv som det nuværende.

Johannes Jørgensen (1866-1956) – konverterede til katolicismen i 1896

C.S. Lewis og Johannes Jørgensen betyder også noget særligt for mig. Ligesom Poul Hoffmann har C.S. Lewis ladet mig se, at troen kan forsvares logisk og videnskabeligt.
Johannes Jørgensen hørte jeg om første gang i gymnasiet. Vi læste bl.a. et uddrag af en artikel, hvor han forsvarer symbolismen. Denne replik, som han slutter artiklen af med, har jeg elsket lige siden: ”Verden er dyb. Og kun de flade ånder fatter det ikke”.
NJV