– Det er ikke rart, når nogen vil dig ondt

Det kan være svært at vurdere forfølgelsen af asylansøgerne, men uanset dens størrelse er den et problem, siger Anders Graversen, som dagligt er i kontakt med flygtninge i Danmark.- Der er omkring en til tre antastninger eller direkte overfald om måneden på konverterede asylansøgere, gætter Anders Graversen.
Med 10 -12 daglige besøgende fra Sandholmlejren og kontakt til alle sjællandske asylcentre har Internationalt Kristent Center (IKC) om nogen fingeren på pulsen i Asylcenteret. Alligevel er det svært for Anders Graversen præcist at vurdere omfanget af forfølgelsen, som blandt andet består af trusler. Men uanset selvfølgeligheden i forfølgelsen, hvis en asylansøger konverterer fra islam til kristendommen, er den aldrig til at leve med.
– Man kommer aldrig overens med trusler. Det er aldrig rart, når et andet mennesker siger: ”Jeg vil dig ondt”, forklarer Anders Graversen, som synes, det kan være problematisk, hvis det altid er de kristne, der bliver flyttet på, i stedet for dem, der skaber problemerne.

Motiverne er forskellige

Anders Graversen oplever, at der er en form for vækkelse igang blandt de iranske og afghaniske flygtninge.
– Det kan være vanskeligt at gennemskue motiverne for en konversion. Nogle skifter måske tro for at tage afstand fra det styre, de kommer fra. Andre måske for at undgå at blive sendt hjem, og andre igen, fordi de virkelig kommer til tro, forklarer han. IKC, som hører til i Indre Missions hus Bethesda i København tilbyder hver dag aktiviteter for de mange flygtninge fra Sandholmlejren. Ind imellem tager de også derud og mødes med de kristne asylansøgere i deres hjem.
– Det betyder noget at kunne vise andre dit hjem – også selvom det blot er en seng og et skrivebord. Når vi er der, mødes vi ofte med de kristne asylansøgere og be’r.