Intet påske-tv for børn på DR

DRs nye børne- og ungdomskanaler har intet kristent påskestof. – Svagt, siger KLFs formand.Der er gudstjeneste på DR K og DR1. Trosprogrammer på DR K og DR2. Påskepassion i radioen.
– Så langt så godt, mener landsstyrelsesformand i KLF Kirke og Medier, Henning Bjerg Mikkelsen. I forbindelse med kanalomlægningen rykkede store dele af DRs trosstof overpå DR K. Det har KLF accepteret.

En stille forventning
– Men samtidig gav DR i forbindelse med kanalomlægningen udtryk for, at trosdækningen ville indgå på alle kanaler svarende til deres profil, forklarer Henning Bjerg Mikkelsen.
Det kan være vanskeligt at se i påsken, hvor der intet stof er på hverken DR3, DR ULTRA eller DR Ramasjang, som relaterer sig til den kristne påske.
– Jeg synes, det ville være helt naturligt at sprede højtidsdækningen ud på alle kanalerne. Seerne på DR K ved jo netop godt, hvad påsken handler om, mens den yngre del af befolkningens viden halter, forklarer han.
– Jeg havde en stille forventning om, at der ville være relevant højtidsstof på kanalerne op til påske, og jeg synes, det er svagt, at det ikke er der, konstaterer han.

Oplevelser og fællesskab
Kirstine Vinderskov, som er kanalredaktør på DR Medier Børn, synes ikke, det er et stort problem.
– Vi har altid fokus på at tilbyde noget helt særligt til børnene i højtiderne, og det gør vi også i påsken. Vi har ikke som sådan et fokus på det kristne budskab, men et stærkt fokus på gode oplevelser og fællesskab i påsken på vores børnekanaler, forklarer hun.
– Jeg tror desværre, at mange kanalchefer har en manglende forståelse for vigtigheden af at give den kristne arv videre til næste generation, konstaterer Henning Bjerg Mikkelsen.

Henning Bjerg Mikkelsen, formand for KLF – Kirke og Medier (th). Kirstine Vinderskov, kanaldirektør for ULTRA og Ramasjang (tv/Foto Allan Hvid).