Rekord: 20.000 deltagere i Jerusalems Marathonløb

Tidligt fredag morgen indledte omkring 20.000 mænd og kvinder Jerusalems tredje internationale Marathonløb i friskt forårsvejr, og der blev sat flere rekorder – for deltagerantallet, der var blevet næsten fordoblet fra de 11.000, da det første marathonløb blev afholdt i 2011, og tiden for vinderen, etiopieren Abraham Kabeto Ketla, der løb turen på 2:16:29.26 og hermed satte ny rekord.
Mange i Jerusalem er ikke glade for denme idrætsbegivenhed, fordi den indebar, at mange af byens gader var spærrede fra kl. 6 morgen. Men man prøvede at smile sig igennem fortrædelighederne.

Jerusalems Marathonløb er på kort tid blevet en af verdens store sportsforeteelser i marts, og den udenlandske deltagelse er i år steget til 1700 fra 800 for tre år siden. 80 journalister fra lande verden over var kommet for at dække begivenheden.

Mange af løberne deltager i det ene Marathonløb efter det andet, med New York-løbet som den største attraktion. For etiopiere var Ketlas sejr endnu en fjer i hatten, idet en ung etiopisk-født skønhed, 21-årige Yityish (kaldet Titi) Aynaw netop er blevet kåret til Israels skønhedsdronning, første gang dette er tilfaldet et medlem af det store etiopiske samfund i Israel.

En af de ældste deltagere i dette års Jerusalem Marathonløb var den 78-årige israeler, Irwin Robins, fra lillebyen Bet Shemesh. Han begyndte først at motionsløbe i en sen alder, men har efter han fyldte 50 år deltaget i fem Marathonløb i New York City.

En anden af deltagerne, der også er med i Tel Avivs Marathonløb, siger, at han er vild med Jerusalem-løbet, fordi det går op og ned gennem naturskønne områder og forbi historiske steder – og man “aldrig rigtigt ved, hvad der gemmer sig om hjørnet”.