Sydafrika – En oplevelse for livet

Læs en efterskoleelevs rejseberetning fra en spændende tur i Sydafrika.Den. 11 januar 2013 tog Rudehøjs FRONT-klasse afsted til Sydafrika. 13 elever og 5 lærere skulle i 2 uger ned at hjælpe til i et fattigt township nær Hilton.

Eleverne fik styrket deres tålmodighed og udholdenhed på turen.

I 2 uger arbejdede de sammen med organisationen iThempa Projects. De 2 uger bød på en masse udfordringer, opture og nedture, masser af grin og ikke mindst en masse sved. De 13 elever var helt enige om, at det havde været en helt fantastisk og succesfuld tur. En oplevelse for livet, et sted de alle gerne ville vende tilbage til:

Efter mange timer i et fly ankom vi lørdag aften til en baptistkirke lige uden for Hilton. Vi var meget trætte og trængte egentlig bare til en ordentlig nats søvn. Det blev hurtigt søndag, og søndag betød kirkedag.
Vi skulle til en traditionel gudstjeneste i det fattige område Sweetwaters. Noget som vi vist alle var meget spændte på. Vi havde hørt lidt om, hvor lang tid sådan en gudstjeneste kunne vare. Omkring 4 timer bare lige for at nævne det.
Efter 10 til 15 minutters kørsel stod vi midt i det fattige område Sweetwaters. Meget chokerende, at der på 15 minutters kørsel kunne være så stor en forandring: Folk havde ingenting.
At være i en traditionel Zulu-kirke var en meget speciel oplevelse. Fantastisk at se, at man tilbeder den samme Gud, selvom man er omme på den anden side af jorden. Fantastisk at se, at det er den samme Gud, man tilbeder, selvom det er så anderledes en måde at gøre det på. Det slog mig meget den dag. En stor oplevelse for mig at se, og også en bekræftelse af, at det er en sand og en levende Gud, jeg tror på.

Blod, sved og hårdt arbejde

De følgende 3 dage stod på arbejde i en creche i Sweetwaters (En creche er bedst at sammenligne med en børnehave herhjemme, red.). Siyazama Creshe, som den hed, bestod af en lille legeplads med næsten ingenting, en urtehave, som mest bestod af ukrudt og højt græs, og sidst men ikke mindst en meget ustabil lille bygning. Så der var nok at tage fat på.
Der blev arbejdet på livet løs, og alle hjalp rigtig godt til. Man kunne hurtigt se stor forandring, og det hjalp selvfølgelig en del. Dejligt at se sådan en arbejdsglæde og arbejdsvillighed. Der blev knoklet i urtehaven, på legepladsen og på den lille bygning.
Vi lagde specielt mærke til Mama Olgas fantastiske glæde og begejstring over for vores arbejde. Sådan en glæde skal man lede længe efter.
Det var 3 helt fantastiske dage, som jeg fik meget ud af, og som jeg sent glemmer.

– Der blev arbejdet på livet løs, og alle hjalp rigtig godt til. Man kunne hurtigt se stor forandring, og det hjalp selvfølgelig en del, fortæller Kasper Futtrup.
Endnu mere blod, sved og hårdt arbejde.

Det blev 5.-dagen, og bedst som vi lige troede, alt det hårde arbejde var overstået, ventede der endnu en dag med hårdt arbejde.
Denne gang var det et community center, vi skulle ud at hjælpe. Det var en meget varm dag, som egentlig bare bestod af jordarbejde. Men det var igen en god oplevelse at være ude at hjælpe folk.
Det var også den dag, hvor vi skulle prøve kræfter med den traditionelle Zulumad. Traditionel Zulumad består af bl.a. ko-indvolde og kogt brød. Meget speciel oplevelse, men fedt igen at prøve noget traditionelt fra Sydafrika.
Eftermiddagen gik med at være i Midlands Mall center. Noget som en del af os nød ret meget. Det var dejligt at bruge lidt tid på bare at slappe af og gøre det, man nu lige havde lyst til.

Safari og mange billeder

Det blev hurtigt 6.-dagen, en dag, som vi alle havde glædet os til og set meget frem til. Der stod safari på programmet. En dag som stod på ren afslapning. Det var en dag, der stod i fotografiets tegn. Der blev taget rigtig mange billeder den dag, ud af de små vinduer i bilen. En rigtig sjov dag var skudt i gang, med en del forskellige dyr. Store som små. Safarituren blev selvfølgelig også sat på en lille pause, hvor der var tid til frokost og badning i en dejlig pool midt i de skønne omgivelser.
Safari-turen fortsatte så derefter videre, ud for at finde flere dyr. Det var så småt gået op for nogle af os, at denne tur ville blive en oplevelse, vi sent ville glemme.
Lørdag stod på kidsclub, hvor vi var ude at hjælpe til med at passe, lege, spille bold og synge med børnene.
Søndag formiddag var vi ude at se et smukt vandfald, og der var masser af tid til køb af souvenir. Om eftermiddagen tog vi til Midmar Dam, en herlig sø, hvor der var masser af tid til at bade og slikke sol. Også der var det tid til noget traditionelt. Frokosten stod denne gang på sydafrikansk grillmad. Super lækkert, skal det lige siges. Alt i alt var det en rigtig dejlig dag, hvor vi virkelig fik lov til at slappe af, inden vi igen skulle ud at passe og lege med børn og lave lidt praktiske ting.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hjemme igen, men med store minder

Så blev det onsdag, og dermed datoen for hjemrejsen. Det var meget mærkeligt nu at skulle forlade de omgivelser og mennesker, man havde været iblandt i knap 14 dage. Men hjem skulle vi, og 17 timers flyvetur hjem til kolde Danmark stod nu foran og ventede på os.
En lidt kedelig fornemmelse, men med den enormt gode følelse af, at man virkelig havde fået noget ud af turen og gjort en kæmpe forskel for nogle folk.
Det kan roligt siges, at det havde været en fantastisk tur. Helt fantastisk samarbejde med nogle helt fantastiske mennesker gør sådan en tur så meget bedre.
Vi har alle lært en masse af denne tur. Lært os selv bedre at kende, lært hinanden bedre at kende, lært at sige fra, og i særdeleshed har vi individuelt fået styrket vores tålmodighed og udholdenhed.
Af Kasper Futtrup, elev på
FRONT – Rudehøj Efterskole