Døv kvinde ordineret

Ruth Ulea blev døv som 11-årig, og det er en sensation, at hun som kvinde er blevet
ordineret i det kriseramte samfund i Nigeria, skriver døvepræst Lise Lotte Kjær.- Det var en gribende ordination, fortæller døvepræst Lise Lotte Kjær om ordinationen af den døve Ruth Ulea i Nigeria.

Ærkebiskoppen stillede 12 spørgsmål, som Ruth Ulea besvarede på tegnsprog. Derpå gav han hende stolaen på. – Det var et bevæget øjeblik, fortæller Lise Lotte Kjær.

Gåsehud i 43 graders varme. Det burde være helt umuligt. Men denne kontrast beskriver meget rammende, hvad mit sind og min krop sanser, mens ordinationsgudstjenesten er i gang.

Jeg befinder mig i Nigeria. På en kæmpestor græsmark, som den lutherske kirke på stedet har købt til sådanne store lejligheder. Der er ca. 10.000 mennesker samlet til festen. En biskop skal indvies, og der er 22 ordinander.
Den ene af de 22 er Ruth Ulea. Hun blev døv, da hun var 11 år. Det er intet mindre end en sensation, at hun som kvinde i et kaotisk, fattigt, kriseramt og mandsdomineret samfund har nået sit livs store mål: at blive præst.

Men det, der virkeligt kan få de små hår på arme og ben til at rejse sig selv i den lammende hede, er dette, at Ruth Ulea er døv. Hun taler sit eget sprog; det smukkeste tegnsprog.
En stærk kvinde med et stolt og bevidst syn på døvhed. Ryggen er rank. Hun ligger ikke under for, hvad andre i hendes hjemland måtte mene om forskellige handicaps. I 1992 blev hun færdig med sin teologiske uddannelse. I alle årene indtil denne dag har hun bevaret håbet.

Jeg er en hørende døvepræst i et helt andet kontinent og under nogle ganske andre forhold. Vores kirke, Døves Kirke i København, har Ruths menighed som venskabsmenighed. Nu står Ruth Ulea og jeg med ét over for hinanden iført hver vores alba og stola.
Det øjeblik, hvor hun på tegnsprog har svaret ja på alle de 12 spørgsmål, som ærkebiskoppen har stillet, er en kirkehistorisk begivenhed. Sammen med os står Heidi Nissen, som er kordegn og daglig leder i Døves Kirke.
En dyb, bevægende glæde, bringer tårerne frem i Ruths øjne, og glæden forplanter sig hos os, der er til stede. Der opstår et fællesskab. Spontant og gribende.
Et møde mellem os i den slags øjenkontakt, der kan etablere et venskab, som altid vil bestå – selv over de største geografiske afstande.
Ruth Ulea blev indsat i sit embede som præst ved domkirken i Jimeta søndag den 17. marts. Nu kan hun langt om længe holde dåb og nadver, vielser og begravelser.