Oase i Silkeborg: Madmøder med mening
Fællesspisning i Silkeborg Oasekirke er blevet et tilløbsstykke. Her får mange kirkefremmede et fællesskab og hører om Gud. For flere har det gratis tilbud bygget en bro til frimenighedens gudstjenester.Det er tidlig fredag aften i Arena Centret, som er navnet på Silkeborg Oasekirkes bygning i den nordlige ende af byen. I det lyse kantinelokale er en broget flok børn og især voksne samlet til fællesspisning. Menuen er traditionel dansk bortset fra, at frikadellerne er tilberedt kun af kalvekød af hensyn til familierne med muslimsk baggrund.
Rundt omkring ved bordene høres både godmodigt drilleri og alvorlige samtaleemner om, hvordan man bliver frelst, og hvordan livet undertiden kan være mere end hårdt at leve.
Frimenighedens egne medlemmer udgør omkring en fjerdedel af de knap 100, der har tilmeldt sig spisningen i aften. Medlemmerne sidder spredt blandt de øvrige deltagere, som især er mennesker, der har fået kendskab til Oasekirken via ét eller flere af dens andre diakonale indsatsområder.
For snart seks år siden kom der for alvor gang i dette åbne og gratis tilbud om at spise i kirken en fredag hver måned. Sådan et tilbud havde egentlig været en gammel drøm for en gruppe af kirkens medlemmer, men tidligere forsøg var ikke rigtig lykkedes.
I 2007 begyndte kirken så at tilbyde både praktisk hjælp og julehjælp til vanskeligt stillede borgere i Silkeborg Kommune. Nu var der pludselig behov for et tilbud til de mennesker, der på den måde var skabt kontakt til, fortæller Silkeborg Oasekirkes diakonale leder, Ulla Kristensen.
Vi begyndte at lære nogle mennesker at kende, som var meget ensomme og havde brug for noget netværk. Derfor besluttede vores klynge at invitere dem til at komme at spise og have fællesskab med os. Men det voksede sig ret stort, så vi måtte udskille det som et selvstændigt fællesskab med egen ledelse, siger hun.
Ulla Kristensen var dengang blandt de aktive på frivillig basis. Men for fire år siden fik kirken med et offentligt tilskud i ryggen mulighed for at ansætte hende i en deltidsstilling som leder af kirkens samlede diakonale arbejde.
I første omgang var det især dem, der havde fået flyttehjælp eller anden praktisk hjælp, der takkede ja, når tilbuddet om fællesspisning tikkede ind på en SMS. Men efterhånden som kirkens julehjælpearbejde har vokset sig stort, er det ikke mindst julepakke-modtagere, der kommer.
Bo Lungskov modtog en pakke sidste jul og har været her til spisning alle tre gange siden da. Han er i slutningen af 30erne. Velklædt i stribet skjorte. Og han lugter af alkohol uden dog at være tydelig beruset. Han er på vej ud af et mangeårigt blandingsmisbrug.
Mit liv har bestemt ikke været nogen dans på roser. Jeg har ikke så stort et netværk, men jeg kender nogle typer, som ikke er gode at omgås. Så det er fedt at møde nogle andre mennesker, og det er rigtig hyggeligt at være her, oplever Bo Lungskov.
Efter alt at dømme er hans forhold til kristendommen ganske perifert. Men mødet med folkene i Oasekirken har vakt hans nysgerrighed, og nu har han fået mod på at lære kirken bedre at kende. Senest var han her til en eftermiddagsgudstjeneste.
Det var min første gudstjeneste her, og jeg var godt nok ved at falde i søvn. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til en formiddagsgudstjeneste også, afslører han.
Teamet bag fællesspisningen har i løbet af det seneste lille års tid arbejdet med målsætningen og strategien bag arbejdet, fortæller Ulla Kristensen. Nu bliver det i højere grad end tidligere tænkt som noget, der gerne må fungere som indslusning til kirkens øvrige aktiviteter.
Ud over at det i sig selv er et socialt fællesskab, kan fællesspisningen også være et sted, hvor man bliver inviteret ind i nogle af kirkens andre fællesskaber. Samtidig med at vi indbyder bredt til vores Alpha-kurser og gudstjenester, overvejer vi, om nogle af dem, der har været her flere gange, måske kunne passe ind i en klynge eller en anden sammenhæng. Så inviterer vi dem personligt, siger diakonilederen.
Også ved selve fællesspisnings-arrangementerne er der lejlighed til at blive mødt med evangeliet. Efter hovedretten er der typisk arrangeret noget leg for børnene, og for de voksne er der en eller anden form for input eller meningsfuld underholdning på tyve minutter eller lidt mere.
Dette står i kontrast til tidligere. I begyndelsen var arrangørerne så påpasselige med at trække noget ned over hovederne på folk, at de ikke engang sang bordvers, fortæller Ulla Kristensen.
Men dem, der kommer her, ved jo godt, at vi er en kirke. Flere af dem forventer også at høre noget om Gud. Og samtaler ved bordene viser, at de faktisk er interesserede. Så skal vi da også give dem Guds ord på en eller anden måde uden at det ligefrem bliver i form af en prædiken, mener hun.
Denne aften er der minikoncert inde i kirkesalen med sanger og guitarist Filip Simonsen, der fremfører en god håndfuld sange af rockgruppen U2. Halvvejs vises et videoklip med uddrag af en appel fra teksternes ophavsmand, forsangeren Bono. Klippet understreger det markante kristne indhold i flere af sangene.
Samtidig giver de fleste af børnene den gas i gymnastiksalen i Arena Centrets modsatte fløj, hvor den lokale judoklub har lejet sig ind, men som kirken også råder over.
Aftenen rundes af med giftiggrøn kage og kaffe. Og da klokken nærmer sig otte, er de fleste på vej hjem efter to en halv times fællesskab.
En af dem, der bliver hængende længst, er Betina Andersen, en kvinde midt i 40erne med langt lyst hår og et intenst blik. Hun har været til spisning for første gang i aften, men kender flere af de andre fra en netværksgruppe for kvinder, som Silkeborg Oasekirke for nylig har etableret i et af byens såkaldt belastede boligområder.
Jeg er så glad, hver gang jeg har været sammen med de kristne i gruppen. De er så ærlige og så oprigtigt troende. Man kan mærke deres glæde ved at hjælpe andre mennesker. Jeg kan også selv lide at hjælpe andre, fortæller hun.
I søndags var hun i kirke her for første gang, og det kalder på en gentagelse. Her i aften har hun også nydt at være med.
Man bliver mødt med venlighed og bliver set som et menneske. Mange andre steder bliver man nærmere set som et objekt, erfarer Betina Andersen.
Af Filip Graugaard Esmarch
