En kvindes rejse mod sig selv
Lotte Trolles tredje roman På rejse med Lawrence er både meget fængslende og meget mystisk og har som hendes tidligere romaner et billedrigt sprog.
Lotte Trolles nye roman På rejse med Lawrence handler om en kvindes rejse mod sig selv, en odyssé gennem fortiden, nutiden, religionen og kulturen sammen med Lawrence.
Kvinden er helt tydeligt i krise, da hun med udgangspunkt i Jerusalem skal finde sin mand og sin datter, der er udsendt som soldater til Irak eller Afghanistan. Lawrence, der for hende er ukendt, bliver hendes rejseledsager mod Amman, hvor hendes mand er indlagt efter at have mistet en arm.
Hvem er denne Lawrence? Er han sammensat af flere personer? Er han virkelig? Eller er han en fantasi i hovedpersonens sind? Et fantom på linje med hendes mands manglende arm, som han mistede i opgaven som udsendt af det danske militær? Svaret blæser i vinden. Måske er den kriseramte kvinde ude i et selvhad, der vil kræve årelang terapi? Måske. Det er på én gang en meget fængslende og mystisk roman, som man har svært ved at slippe undervejs.
Det er Lotte Trolles tredje roman. Den første var Stedfortræder, der udkom i 2005 på Lohses Forlag, og som jeg i min anmeldelse i Udfordringen (6.10.2006) kaldte for vor tids Inden for murene (Nathansen), ligesom jeg kaldte den en moderne Jakob-Esau-historie. Det var en fremragende debut, men allerede her fornemmer man den mystiske Lotte Trolle. I 2006 udkom Første indtryk på Forlaget Bazar (anmeldt her 10.01.2007). Om begge disse romaner må man sige, at de har et overraskende og malende billedsprog med mange associationer til Bibelen.
Jeg er meget fascineret af Lotte Trolles sprog. Det er hemingwaysk ved at have meget korte sætninger, og så er det fyldt med spændende sprogbilleder, hvor hun ofte formår at bruge ord i nye sammenhænge og sammensætninger, der får læseren til at stoppe op, fx når hun på side 75 skriver fra livsflad til livsglad. Hendes sprog skaber billeder på nethinden, som når hun på side 76 skriver: Hun tog afsked med hotellet i bakspejlet. Så de høje palmer bøje sig for hende og ønske hende god tur. Og den kriseramte kvinde kalder livet for et uhøfligt paradoks.
Det er ikke nogen let roman, og flere ting må man standse op ved og læse flere gange. Det kræver arbejde at læse denne roman, men man bliver beriget af at læse den – også selv om man måske står med flere spørgsmål end svar, når man er færdig.
Lotte Trolle:
På rejse med Lawrence
356 sider 200 kr.
Wilhelm-Alfred Forlag