Roman om en kvinde med kant

Mød Sarah, en yngre, sympatisk kvinde, der er læge; mød Birgit, hendes bedste veninde, som har slået sig på skuespiller-gerningen, og mød Jacques, en ganske ung mand, der har mange gode snakker om sin knogleskørhed med Sarah. Han er vist også lidt forliebt i hende, men sådan på det jævne.
Og sådan er alt i denne roman: alt er på det jævne. Her er ingen store ildebrande, der skal slukkes. Det hele begynder ellers så godt, og det gør det så alligevel ikke. Sarah har nemlig fået konstateret kræft, og i den debatklub, hun er medlem af, giver hun en aften udtryk for, at hun ikke er interesseret i at få lægernes hjælp til at ”overleve”, hvis det bare skal være, for at videnskaben kan triumfere over for sine egne.
Her ligger et potentielt, både spændende og sprængfarligt konfliktstof, som desværre ikke fuldt ud udnyttes; det hele ender med at blive alt for pænt.
Nogle af Sarahs udtalelser er rimeligt problematiske; hun bruger vendinger, som at ”kristendommen greb om sig”, at ”religion er skabt af mennesker”, og at hun godt tror, at hun kan ”gå ind for” en kristendom med baggrund i frie valg.
Mere vedkommende og bedre funderede er derimod de diskussioner, der med løs hånd er spredt rundt om i bogen: Er vi ved at blive videnskabens gidsler? Bevæger vores verden sig hen mod en guddommeliggørelse af videnskaben, som ingen eller kun få tør sige fra over for? Hvad er etik? Hvordan med organ-transplantation? Kan videnskaben afskaffe døden?
Det er en lidt tam omgang af en roman at være; lidt mere kant og dybde havde været ønskeligt. Når det er sagt, skal det så også tilføjes, at portrættet af den unge Sarah (og de ting, hun står for, og hvordan de overlever hende) afgjort ikke er uden kvaliteter. Et smukt portræt af en stille eksistens, der ved, hvad hun vil. En illustration af den gamle sangs ord: ”milde kvinder, hvor har de magt”.

Poul Henckel:
Videnskabens gidsler
202 sider
168 kr.
Queenswood