Vovemod og velsignelse

Hanne og Søren Toft-Jensen har i løbet af deres ægteskab både vovet og troet. De har opbygget en koncern på næsten tusinde medarbejdere – med troen i behold.
– Er det bare hårdt arbejde, eller er det velsignelse? spørger jeg Søren og Hanne Toft-Jensen.
De har i løbet af deres ægteskab opbygget en virksomhed med ca. 8-900 medarbejdere og afdelinger i Polen, England og Belgien.
– Det er da velsignelse, svarer både Søren og Hanne.
– Hvis ikke Gud havde velsignet, så var det da gået helt anderledes. Men vi har også haft dygtige medarbejdere.

Som 25-årig startede Søren Toft-Jensen sammen med Hanne deres egen virksomhed på Langeland.
– Jeg har altid ønsket at være selvstændig. Måske var det, fordi min far var murermester, fortæller Søren.
– Jeg uddannede mig først til mekaniker og var på teknisk skole i Skjern. Her kom jeg også i kontakt med Indre Mission, mens der var en slags vækkelse i området. Der var fx lejre og bibelcamping på Holmsborg. Men jeg var nu ikke så tiltrukket af det, indrømmer Søren, der dengang var mere på udkig efter ”en pige, der ikke var alt for from”.
Alligevel blev han selv som 18-årig omvendt af en radikal forkyndelse af Guds ord. Over en periode på ca. ½ år blev troen mere levende og væsentlig, så Gud fik førstepladsen. Men det betød ikke, at hans drøm om en virksomhed gik fløjten. Måske tværtimod…

– Jeg syntes, at det elektriske var meget mere spændende end det mekaniske. Så jeg startede for mig selv som autoelektro-mekaniker, fortæller koncernejeren, mens vi sidder i familiens smukke hus ved en af søerne i Silkeborg.
Søren Jensen var kort før starten af Toft-Jensen Elektro blevet gift med Hanne Toft fra Bedsted i Sønderjylland. I dag griner de lidt af, at Søren var på udkig efter en ”mindre from” pige. Hun var nemlig datter af en kendt lægmandsprædikant i Luthersk Mission, Hans Toft. Men hun røg pibe, så helt from var hun ikke…
Søren var selv vokset op i en lille evangelisk-luthersk frikirke i Lohals. Samtidig kom han også i Indre Mission og Luthersk Mission.
– For os unge betød det meget, at der dengang var en småkagegrossist i Rudkøbing, som arrangerede møder for unge. Han hed Helge Nielsen, men blev som regel kaldt for ”kagemanden”.

– Vi boede selv oven på missionshuset i Rudkøbing, fortæller Hanne. Hun var handelsstuderede, og faktisk var det hendes studielån, der gjorde det muligt for dem at købe en drejebænk, så firmaet kom i gang.
– Vi havde ikke meget at leve af, husker Hanne. Hun blev senere sekretær på et advokatkontor.
– Far vidste om en garage, som vi kunne leje billigt til værkstedet. Efterhånden fik vi en arbejdsdreng, så en lærlig, så en svend – og vi var efterhånden 12-15 mand, så vi måtte have noget mere plads, fortæller Søren.
– Så lejede vi et hus i industrikvarteret på 400 kvadratmeter. Det virkede kæmpestort dengang. Efter råd fra min far, som ellers var en forsigtig mand, købte vi huset og boede selv i den ene ende.
– I 1977 fik vi vores første barn, Simon, fortæller Hanne.
– Senere kom Jakob og Kristian til. Hanne tog sig også af regnskaberne, selv om det foregik om aftnerne.
– I 1987 flyttede virksomheden og de fleste medarbejdere til Silkeborg.
Vi kunne se, at vi ikke kunne vokse mere på Langeland.
Vi var blevet sælger for Boss reservedele, og firmaet voksede sig meget hurtigt ud af lokalerne.
Vi overvejede derfor bl.a. at flytte til Århus eller trekantsområdet. Men det endte med, at vi slog os ned i Silkeborg, fortæller Søren.
– Grunden var, at børnene så kunne gå i den kristne friskole i Voel. Det betød meget for os, fortæller Hanne.
– Men vi var meget i tvivl. Vi ville jo tage en del kristne medarbejdere med os, og i forvejen var der ikke så mange troende på Langeland.
Efter en ferie besluttede vi os faktisk til at droppe planerne. Men da vi ringede til en af medarbejderne, fortalte han, at de netop havde fået solgt deres hus. Dét gjorde faktisk udslaget, så vi alligevel flyttede, fortælle Søren. Familien flyttede først i et sommerhus, og derefter i et rigtigt hus.
Udover salget af reservedele, var firmaet nu begyndt at renovere startmotorer og dynamoer til biler.
– Når kunden købte starteren på det lokale værksted, så fik vi den gamle starter, skilte den fuldstændig og genopbyggede den, forklarer Søren tålmodigt for den ikke-teknisk kyndige journalist.
Der viste sig at være et kæmpe marked, men i længden ville det være for dyrt at drive virksomheden i Danmark, indså Søren. Han tog med sin bror Jens, som var chef ved Ericsson, til Bankok for at se på mulighederne.
– Derude bestod en fabrik ofte kun af et halvtag og et hegn, og de kunne naturligvis arbejde for langt mindre. Men vi skulle jo også være sikre på, at kvaliteten var i orden.

Men i 1991 faldt Muren, og nu var Østeuropa i stedet en mulighed.
– Vi startede derfor en fabrik op i Polen i 1991, og i 1996 fik vi det sidste flyttet derover, så vi nu kun har ledelse, salg og markedsføring i Silkeborg. Vi er vel 55 mand tilbage, mens resten af de ca. 8-900 ansatte er fordelt på Polen, samt England og Belgien, hvor vi købte et par virksomheder, som producerer elektriske og hydrauliske komponenter. I Belgien har vi nu vores udviklingsafdeling.

– Er det ikke en byrde at tænke på alt dette?
– Nej, jeg ligger ikke vågen om natten. Hvis det ikke går, så finder vi nok noget andet, siger Søren ubekymret.
– Men i 1995 var vi ellers nær ved at sælge det hele, bemærker Søren og kigger indforstået på Hanne.
– Jeg syntes, at arbejdet styrede vores liv for meget. Jeg snakkede derfor med vores revisor, Anker Stensig Andersen, som også er kristen. Vi aftalte, at han købte halvdelen og bestyrede virksomheden, mens vi rejste til USA!
Det blev til et år, men det kunne måske godt være blevet til mere, funderer Søren, som tog de første fag af Henley’s MBA ved Houston Universitet, mens børnene gik på highschool, og Hanne studerede engelsk.
Hanne supplerer:
– Det var en drøm for os at komme til USA. Her mødte vi livet i de amerikanske kirker. Både i en ret konservativ kirke og i nogle mere utraditionelle kirker.
Det var en øjenåbner, som udfordrede os meget.

Da familien kom hjem, var de fyldt med nye idéer. Og i 2011 oprettede de Borgfonden, som netop skal støtte nye kristne initiativer i Danmark. De mest opsigtsvækkende eksempler er den ny frimenighed Borgerkirken og en kristen børnehave.
Midlerne kommer fra overskuddet fra Borg Automotive A/S, som er den største af Toft-Jensens virksomheder.
Efter hjemkomsten købte Søren igen revisorens halvdel, og virksomheden voksede fortsat. Heller ikke verdenskrisen i 2008 slog dem ud.
I dag omfatter koncernen også bremsekalibere, klimakompressorer, styretøj, elektronik og software til biler.
For fire år siden overlod Søren jobbet som administrerende direktør til Johs. Mortensen, så han selv kunne bruge tiden på kvalitet og forretningsudvikling.
Og det viste sig at være en meget nyttig disposition. Borg Automotive har nu i nærheden af en halv milliard i omsætning.
– Det er jo blevet en stor butik, så der er brug for noget mere struktur, siger han.
Troen og forholdet til Gud har især betydet noget, når der var krise.
– Når man er trængt op i en krog, som fx under den økonomiske krise, så betyder det noget, hvad man tror på.
Eller når man er i Østeuropa, og det er almindeligt, at man betaler under bordet, så betyder det også noget, hvad man selv tror på, konstaterer parret, som har haft deres gang i LM, siden de meldte sig ud af den lutherske frikirke. I dag kommer de i den nye Borgerkirken, hvor man forsøger med moderne midler som reklame og husbesøg at komme i kontakt med moderne danskere og skabe en kirke for dem, der ikke i forvejen er kirkelige.
– Det er meget opmuntrende at være med i at starte noget nyt, siger igangsætteren fra Langeland.