Det er ikke Guds skyld
Har du hørt sætningen: Det var der nok en grund til eller everything happens for a reason? Det indikerer, at når der sker noget dårligt, så er det nok, fordi der er en dybere mening med det. Men den hopper jeg ikke på. Og det håber jeg heller ikke, de gør i Boston.
Hvis man tror, at alt der sker her på jorden skyldes, at Gud har en dybere mening med det, så tager man fejl. Det kaldes skæbnetro, og det er ikke kristendom.
Mange muslimer bruger udtrykket InshaAllah = hvis Gud vil – det ligner meget skæbnetro, synes jeg. Men prøv lige at overveje konsekvenserne af, at det skulle være Gud, som ønsker alt det, der sker på jorden: Så har Gud planlagt angrebet i Boston for nylig, hvor flere uskyldige døde og mange blev sårede.
Seksuelle overgreb, sultkatestrofer, tsunamier, jordskælv, krige, mord, skilsmisser, politiske valgresultater, skænderier osv. er alt sammen en del af Guds plan og vilje.
Nej, vel? Hvem har lyst til at lære sådan en Gud bedre at kende? Ikke mig i hvert fald, for han virker helt utilregnelig og ond. Det er heller ikke det billede af Gud, jeg ser i Bibelen.
Bare fordi vi ikke altid forstår, hvorfor dårlige ting sker for gode mennesker, så skal vi ikke give Gud skylden for det! Guds vilje er, som det er i Himlen lige nu, ikke som det er på jorden lige nu. Derfor sagde Jesus også, at vi skulle bede om, at jorden måtte blive som i Himlen (i Fadervor). Gud græder med os, når der sker ondskab eller ulykke.
Det er ikke Guds skyld, at der sker en masse dårlige ting i verden. Det er menneskeslægtens egen skyld, fordi vi har syndet og givet Satan lov til at styre vores liv. Men det skyldes også, at verden er i en forbandet tilstand og vil være det, indtil Jesus kommer igen (se 1. Mos. 3 og Åb. 22,3).
Men indtil da har vi muligheden for at ændre tingene, ligesom Jesus gjorde det. For som kristen har du fået Guds Ånd. Med bøn og handling, med kærlighed og ydmyghed og med mod til at gøre det rigtige, selvom folk griner af dig, kan du ændre verden. Og så kommer vi tættere på Guds Rige på jorden allerede nu – og det er Guds skyld!
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk