Er kilden tilstoppet?

Jesus lover kvinden ved brønden (og dermed os), at »drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.« (Johs. 4, 13 på hverdagsdansk)
Det, han taler om, er naturligvis Helligånden. Når vi modtager Helligånden, får vi en indre inspiration, fordi Guds ånd er kommet ind i vores krop og tanker.
Og den inspiration leder os frem gennem livet til det evige liv. For når vores krop dør, skal vores sjæl og personlighed leve videre – for evigt, ifølge Bibelen.
Den kilde, som Jesus taler om, skaber også fornyelse i og omkring os her og nu. Sådan er Helligånden.
Men i realiteten er der mange kristne, som ikke oplever denne ”kilde” i deres liv. Og det er ikke Guds skyld.
Det skyldes, at vi blokerer for den inspiration.
Hvordan?
Her er nogle af de blokeringer, som mange oplever:
* Vores kirkelige tradition forhindrer os i at tro på Helligånden og turde udleve nådegaverne (1. Kor.brev 12)
* Vores materialistiske verdenssyn giver ikke plads til Gud eller det overnaturlige. Så selv om vi i teorien tror, så blokerer vores indsnævrede verdenssyn for det åndelige.
* Vi kan have fixe idéer om, at kristendommen skal være på en bestemt måde, så vi afviser Guds måder.
* Vi er opdraget med tvivl og en kritisk indstilling. ”Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham. (Hebr.11,6 og Jakob 1)
* Frygt lukker af for åndelig vækst. For ”de, der lever i frygt, har ikke fuldt ud forstået Guds kærlighed.” (1. Johs.brev 4,18)

Hvis dit kristenliv er tørt og uden erfaring af Helligåndens kilde, så er det ikke Guds skyld. Hans vilje er, at du som kristen skal oplive ”liv i overflod”. (Johs. 10,10) Derfor gælder det om at blive klar over de ”ugudelige” blokeringer. Og overgive dem til Gud, så kilden kan flyde frit.
Men hvis du har nok i dine traditioner og en politisk-korrekt teologi og en pæn kirkelighed, så er chancen for, at du vil opleve et liv i overflod meget begrænset. Du må vælge, om du vil have det på din måde – eller på Guds.

Af redaktør Henri Nissen