Filmisk ekstravagance
F. Scott Fitzgeralds klassiker bliver bragt til live i Luhrmanns farverige fortolkning, men den runger hult, fordi Luhrmann ikke synes at at have forstået den historie, han fortæller.
Nick Carraway, en spirende forfatter, flytter til New York efter Første Verdenskrig og ender med at bo ved siden af den mystiske Jay Gatsby, hvis kilde til rigdom er ukendt, og hos hvem filmstjerner, politikere og andre berømtheder regelmæssigt mødes for at feste.
Nick finder ud af, at hans kusine Daisy, som bor i samme område med sin overfladiske ægtemand Tom, engang kendte Gatsby, og at Gatsby stadig er forelsket i hende. Gatsby holder alle disse fester for at tiltrække hendes opmærksomhed, men gennem Nick øjner Gatsby nu en anden vej til hendes hjerte, og så begynder en langsom kamp for at lokke Daisy væk fra sin ægtemand, en kamp der viser sig at have fatale følger.
The Great Gatsby er filmisk ekstravagance, som kun Baz Luhrmann formår det. Efter at have opnået berømmelse med sin moderne fortolkning af Romeo og Julie og ros for sin musical Moulin Rouge har han nu kastet sig over den klassiske amerikanske roman The Great Gatsby – et projekt han kaster sig ud i med samme begejstring som en hundehvalp over et tyggeben. Luhrmanns Gatsby er en larmende, overdådig, over-the-top genopfindelse af Fitzgeralds roman; den vil det hele – og deri ligger problemet. Fitzgeralds Gatsby er både den tragiske historie om et menneskes deroute og en satire: En undergravning af den ene procents ubegavede og hensynsløse livsstil, og det lykkes ikke på noget tidspunkt Luhrmann at balancere disse tråde. Det er ikke en satire, præcis, selvom mange af dens stærkeste øjeblikke er åbenlyst satiriske. Den tager oversættelsen fra bog til film alt for bogstaveligt til at kunne ses som en pastiche. Og Luhrmanns fascination af alt det, der glitrer diskvalificerer den fra at være en kritik af overflodssamfundet.
Alle brikker til puslespillet synes ellers at være på plads: Leonardo DiCaprios Gatsby bevæger sig mellem patos og ydmyg hengivenhed, så man næsten bliver svimmel, og scenografien er mageløs.
Men det er for pænt. Alting glitrer i skøn forening, men følelserne synes ikke at være tilstede. Der er ingen figur mere tragisk i amerikansk litteratur end Gatsby, men i Luhrmanns filmatisering bliver Gatsbys dødbringende besættelse af en kvinde til en overfladisk og tom fremstilling – et glansbillede der ikke bærer i sig noget af den dybde, romanen har. Det er igennem Nicks øjne, at vi bliver indviet i de rige og berømtes dekadente livsstil, en livsstil hvor medfølelse ikke har nogen plads. Han væmmes, ligesom vi væmmes, men Luhrmann synes hypnotiseret, lige så besat af guld og glimmer som Gatsby af Daisy, og det er en besættelse, der viser sig at at være ødelæggende for filmen.
Den store Gatsby 141 min. Biografpremiere: 16. maj
