– Gud må spille på alle tangenter
Jonas Holdensen fra Aarhus Bykirke var med den dag, hvor der både kom tungetale og tolkning til en almindelig gudstjeneste i den indremissionske valgmenighed.Der er ikke mange, som regner med at tungetale og tolkning af tungetale er en del af pakken, når det gælder Indre Mission og folkekirken.
– Folk tror, at der er en større lukkethed for de mere mærkværdige åndelige gaver, end der egentlig er, siger Jonas Holdensen. Han er sekretariatsleder i Aarhus Bykirke, en valgmenighed knyttet til Indre Mission.
Her bød den sidste søndag i april på en alligevel ganske usædvanlig oplevelse for mange af de over 400 gudstjenestegæster.
– Anders Kobbersmed, som har været med til at starte vores kirke op og netop er blevet ordineret som præst til sin nye stilling i Christianskirken, var gæsteprædikant. Da pinsen nærmer sig, beskæftigede prædikenteksten sig med Helligånden, forklarer Jonas, som er 27 år og gift med Elisabeth.
– I sin prædiken nævnte han de yderpunkter, vi kan ende i som kristne. Han forklarede, hvordan vi traditionelt i de missionske bevægelser er orienteret mod læren om Gud, mens andre kirker måske hovedsageligt har deres fokus på erfaringer med Gud. Og han pointerede, at det gerne skal være en vekselvirkning, husker Jonas.
I kølvandet på prædikenen gav Anders Kobbersmed en opmuntring til at dele, hvordan Helligånden virker i den enkeltes liv.
Efter opfordringen delte en pige sin historie, om hvordan Helligånden var aktiv i hendes hverdagsliv. Derefter henvendte en ung mand sig til gudstjenestekoordinatoren og mente, at han havde en tungetale.
Inden han kom på scenen, forklarede Anders Kobbersmed kort, hvad en tungetale er, og hvordan det skal bruges.
– Med så mange mennesker til gudstjenesten, hvor nogle måske var der for første gang, var det vigtigt, at det blev introduceret ordentligt, forklarer Jonas.
Umiddelbart efter tungetalen meldte en kvinde fra salen sig. Hun havde set et billede for sit indre øje, mens tungetalen havde lydt, som hun oplevede hørte sammen med tungetalen.
– Som jeg forstod billedet, var det en påmindelse om, at Satan går rundt som en brølende løve og vil tage fårene, men at Gud vil komme til hjælp. Billedet blev så af en anden person suppleret af bibelverset fra 2. Petersbrev, som handler om netop dette, fortæller Jonas.
Han blev ikke meget overrasket over tungetalen og tolkningen, som han kender fra andre sammenhænge i kirken.
– Vi tror jo også på, at Helligånden virker gennem forkyndelse og bøn og lovsang i forvejen. Så det kommer ikke bag på os, at han er til stede.
– Men der er mange ønsker for gudstjenesternes indhold, så vi må altid lave en afvejning af, hvad der skal med. Heldigvis er kirken mere end sine gudstjenester – så det, der ikke er plads til dér, bliver delt i blandt andet klyngerne og cellerne i kirken.
Måske er det heller ikke alt, som Helligånden ønsker skal med til gudstjenesten til enhver tid? Samtidig skal vi i vores lidt mere konservative folkekirkekultur også turde at Helligånden gør mere, end vi er herrer over. Det er klart, slår Jonas fast.
Jonas Holdensen mener, at man hurtigt kan bliver mere optaget af delelementerne i gudstjenesten end i helheden.
Foto: Jens Friis.
– Nogle gange, når vi vil vide, om det har været en god gudstjeneste, spørger vi, om det har været en god prædiken eller god lovsang. På den måde reducerer vi let Gud til at spille på én tangent af alt det, han er. Jeg ønsker, at Gud må spille på mange tangenter i vores gudstjeneste. Også dem, vi ikke helt har planlagt, slutter Jonas.
