Hjemvendte UMO’ere mødes midt i maj

UMO i Danmark arrangerer Refresh Weekend for alle,
som har været på Ungdom med Opgaves skoler. Ungdom Med Opgave (UMO) inviterer til en weekend på
deres kursuscenter Sjellebro, hvor hjemvendte UMO’ere
kan mødes.

Camilla og Steen Blay Steiner er initiativtagere til
Refresh Weekend midt i maj.

Det vil blive et døgn, hvor der kan deles
historier, hjerter, bønner, fællesskab og meget mere.
Samtidig kan deltagerne få omsat noget af alt det,
som Gud har sat i gang, imens de har været af sted.

Svær at formidle

Camilla og Steen Blay Steiner, som er medarbejdere i
UMO og initiativtagere bag arrangementet, kender til
blandingen af begejstring og frustration efter at
være kommet hjem fra et intenst forløb på deres
Discipel Trænings Skole (DTS) for år tilbage.
En DTS er UMOs seks måneders træningsprogram
med en afsluttende outreach.
Her havde Camilla og Steen oplevet en personlig
udvikling i deres gudsforhold samtidig med, at deres
kulturelle horisonter var blevet udvidet, både i
forhold til folkeslag og kirke. En begejstrende
forandring, der var svær at formidle, da de kom hjem.

Tid til at lytte

– Der er en omstilling fra livet på missionsmarken
tilbage til livet herhjemme, uanset om man har været
af sted et halvt år eller længere. Ungdom Med
Opgave er en bred størrelse både globalt, kulturelt
og kirkeligt.
– Når man rejser ud med UMO, vil man komme til at
arbejde på tværs af disse grænser og udvide sine
horisonter – også i sit gudsforhold, forklarer Steen
Blay Steiner.
Han tror, at der kan være brug for en periode med
refleksiv lytten, for at hjælpe den hjemvendte
succesfuldt tilbage til sin kirke.
– Det er ikke altid, kirken er gearet eller udrustet til
at modtage sine hjemvendte. Som resultat af det
kan den hjemvendte gå med en følelse af manglende
interesse for de oplevelser og erfaringer, han eller
hun har med hjem. Samtidig kan menigheden føle, at
den hjemvendte har forandret sig alt for meget og er
vanskelig at forholde sig til.

Brobygningshjælp

Camilla supplerer:
– Vi ser et stort behov for at få snakket om nogle af
disse omstillingsprocesser, som er forbundet med at
vende hjem fra en DTS og missionsmarken.
– Initiativet til Refresh Weekend er taget på bagrund
af de mange henvendelser, vi får fra unge
hjemvendte DTS’ere, der søger et forum at dele
deres oplevelser, begejstring og udfordringer med.
Det ønsker vi at bidrage med, så de hjemvendte
også kan blive opmuntret til at bygge broer til det
herhjemme.
Refresh Weekend bliver den 11.-12. maj. Det
nærmere program kan findes på www.ywam.dk.
Eva