Nyt gospelfællesskab i Rønne

Den 5. maj kl. 15.30 holder Gospelfællesskabet Bornholm sin første gospelgudstjeneste i Muzikhuset i Rønne.
– Vi er en kernegruppe fra flere kirker, som har formet det, vi kalder Gospelfællesskabet Bornholm. Vi vil gerne samle mennesker, som elsker gospelsang og -musik, og dem er vi sikre på, at der er mange af, siger Jesper Møller-Hansen, som er en af de fem initiativtagere til Gospelfællesskabet.
– Gospelfællesskabet ønsker at sprede det kristne budskab på en livsglad måde igennem sang og musik – og hvor er det mere logisk at placere sådan et arrangement end i Muzikhuset. Mange mennesker er vant til at komme her, og vi har en idé om, at det er nemmere at komme her end i en kirke, siger Ninna Langstrup Mortensen, som sammen med sin mand, Rasmus, der er trommeslager i musikteamet, står for den musikalske side.
Gospelfællesskabet er for alle. Også de, der ikke synger i noget gospelkor, er velkomne. Man kan komme til gudstjenesten helt uforpligtende, og det er gratis.
Eva