– og hvorfor så det?

Dybt underholdende og interessant på samme tid – det er Hvorfor det? – traditioner & talemåder, skikke & symboler.
Hvis man som jeg fascineres af baggrunden for vores sprog, de traditioner og den historie, som ligger bag udtryk som ”pæredansk”, ”ad hekkenfeldt til”, er der læsestof til mange fornøjelige øjeblikke. I disse tider med finanskrise kan man læse baggrunden for udtryk som bankerot, strejke, boykot og fedtefadet, og mange andre hverdagsudtryk får pludselig en helt ny klarhed, når man kan spore dem 2000 år tilbage i tiden.
Da mange talemåder, skikke og symboler tager deres afsæt i kristendommen, er bogen også interessant, fordi den i den henseende er et tydeligt tegn på vores kristne kulturarv.
Josua Christensen

Mogens og Mette Eilertsen:
Hvorfor det?
251 sider • 149 kr.
Frydenlund