På brev med Kierkegaard
Som afslutning på dansk litteraturforsknings hidtil største projekt – Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind – er bind 28 med tilhørende kommentarbind udkommet op til den verdensberømte filosofs 200 års fødselsdag på søndag.
Bind 28 indeholder de breve, der er bevaret fra og til Søren Kierkegaard, og de giver et ganske fint indblik i mandens måde at tænke og formulere sig på.
De væsentligste, mest personlige af brevene er dem, der er sendt til vennen Emil Boesen og kæresten Regine Olsen. Derudover må fremhæves brevvekslingen med storebroderen og dennes kone, Peter Christian og Henriette, kaldet Jette, og med de to åndsfæller, som Kierkegaard spadserede med: dr. jur. H.P. Kolderup-Rosenvinge og Rasmus Nielsen, der overtog Poul Martin Møllers professorat i moralfilosofi ved Københavns Universitet.
Brevene viser Kierkegaard ikke bare som velskrivende, men også forståelig – og forstående over for dem, han ønsker at give et godt råd.
Et af de gode råd, han giver, og som bliver både svigerinden og ovennævnte dr.jur. til del, er rådet om at gå. I brevet til sidstnævnte slutter det sådan:
Naar jeg blot kan komme til at gaae frygter jeg Intet, end ikke Døden; thi saa længe jeg kan gaae, gaaer jeg fra Alt. Naar jeg ikke kan komme til at gaae, frygter jeg Alt, især Livet; thi naar jeg ikke kan komme til at gaae vil Intet gaae for mig.
Det er ret underholdende at læse svaret fra juraprofessoren, der ikke er enig med Kierkegaard og giver udtryk for sin uenighed. Det skulle han imidlertid ikke have gjort, for det vækker den ironiserende disputerelyst hos Kierkegaard, der med sin vanlige leg med ordene retorisk spørger, hvad der er det modsatte af at gå, altså hvad der er alternativet til at gå? Det er at gå i stå! Så derfor, min kære professor: gå!
Brevene til Regine er langt på vej en nydelse at læse. Her udfolder digteren Kierkegaard sig – det er jævnligt ren og skær poesi.
Efter bruddet med Regine bliver Emil den, Kierkegaard betror sig til, og brevene til Emil viser, hvor ondt bruddet med hende gjorde i Kierkegaard.
Af brevene får man et godt indtryk af Kierkegaard som den store psykolog og pastoralpsykolog, han var – og vismand, kunne man tilføje, som når han til Regine skriver: Sorg er en himmelsk Hjemvee.
Med denne udgivelse er det store værk som nævnt afsluttet, og hele herligheden ligger frit tilgængeligt på internet-adressen sks.dk.
Niels Jørgen Vase
Søren Kierkegaards Skrifter
Breve og dedikationer
Bind 28: 541 sider
Bind K28: 719 sider
525 kr. Gad