Derek Prince (3): Om at komme fri af forbandelser

Der er meget at grunde over i denne bog, som beskriver Bibelens ord om velsignelse eller forbandelse.
Lige fra de konkrete udtalelser i både Gammel Testamente og Ny Testamente til eksempler på, hvordan både forbandelser og velsignelser har virket. En bibelsk forståelse af det kan være med til at give os en ny vinkel på vore liv. Denne bog indbyder på fremragende vis til selvstudium med en introduktion, gode spørgsmål efter hvert kapitel med facitliste, forslag til at omsætte det i praksis, huskevers og forslag til troens gensvar.

Om årsager

Prince forklarer årsagerne til forbandelser, hvordan de opstår og fortsat virker, med mindre man bliver udfriet fra dem. Forbandelser har altid en årsag, og nogle gange er man selv skyld i det, gennem det man selv udtaler, eller gennem det andre udtaler. Men også gennem holdninger som antisemitisme, falske guder, frafald fra tro, okkulte interesser, manglende respekt for forældre – og meget mere kan være årsag.
Udfrielse sker kun gennem Guds nåde ved frelsen via Jesu korsfæstelse, men læs selv om det! Efter udfrielse – og i hverdagen – er det vigtigt, ”at løfte proklamationens banner” og så takke Gud for den sandhed, man har proklameret og slutte med at lovprise ham – alt sammen i tro. Sådan opnår vi velsignelse og forhindrer sataniske kræfter i at gå imod os.

Derek Prince:
Velsignelse eller forbandelse – valget er dit!
292 sider • 200 kr.
Derek Prince Ministries – Danmark