Gud er altid trofast

– Gud har altid hjulpet mig, siger Lillian Chandran, der voksede op som buddhist i Singapore, men nu er leder i en kirke i København.

Lillian Chandran voksede op i en buddhistisk familie i Singapore. Hendes far lærte hende, at selv hvis hun og hendes søskende valgte ikke at følge familiens religion, havde de alligevel pligt til som minimum at vise respekt for forfædrene ved at udføre ritualer for de afdøde.

Kristen vækkelse

I halvfjerdserne spredte en kristen vækkelse sig over hele Singapore, og mange vendte sig til Kristus og forlod deres buddhistiske og hindu-istiske tro.
– Flere præsenterede evangeliet for mig. På nogle punkter, blev jeg rørt, men kampen for mig var min forpligtelse til tilbedelse af forfædrene. En dag åbenbarede Gud for mig, at der ikke var noget ”paradis” for mine forfædre, men at der kun er himmel og helvede for de troende og ikke-troende.
Jesu budskab om frelse gennem tro på hans død og opstandelse stod i modsætning til idéen om, at man kunne opnå en slags frelse ved menneskelig indsats.
– I min gamle tro lægger man vægt på, at åndelighed er en ydre afholdenhed. Men for den, der tror på Kristus, er det sådan, at noget flyder naturligt indefra og påvirker ens liv, siger Lillian Chandran.
Efter nogle år hvor Lillian vaklede i sin tro på grund af lovtrældom og hykleri i kirken, indså hun vigtigheden af ​​at være forankret i Bibelen. Derfor indskrev hun sig på en bibelskole for at blive udrustet til at tjene, mens hun samtidig klarede sit arbejde og var ansvarlig for en cellegruppe i kirken.
– En dag tog jeg orlov fra mit job for at deltage i en missionstur til vores naboland, Malaysia. Det var et menighedsplantnings-projekt fra min lokale kirke. I slutningen af mit ophold spurgte jeg Gud: ”Hvad vil der ske med alle disse unge troende, efter at jeg er taget tilbage?” Jeg følte Gud svarede med et spørgsmål: ”Hvad vil du gøre for mig?”
-Derefter vendte jeg tilbage til mit job, men nogle måneder senere besluttede jeg mig for at få et diplom i teologi, fortæller Lillian.

Gud betalte Lillians gæld

Lillians beslutning om at rejse ud for at forkynde evangeliet bekymrede og skuffede hendes forældre. Dels fordi de frygtede, at hun ville blive fattig, og dels at hun måske ville ende ligesom tiggerne uden for de buddhistiske templer.
– Jeg var på toppen af ​​min karriere, da jeg forlod landet for at tjene Gud. Jeg havde forladt det sikre liv for usikkerheden, og det var ulogisk for mine forældre. De følte, jeg spildte mit liv, fortæller hun.
Uden støtte fra sine forældre eller sikkerheden gennem ​​sit vellønnede job var Lillian nødt til at stole på, at Gud ville sørge for hende.
– Jeg kan kun bevidne, at når Gud kalder, vil han give på alle områder. Han rørte ved to forskellige personer, så de tilbød økonomisk støtte.
– Lige før jeg dimitterede fra bibelskolen, oplevede en anonym person, som havde arvet, at Gud ville have ham (eller hende) til at betale hele min studiegæld. Bogstaveligt talt har Gud betalt en gæld, som jeg ikke kunne betale!
– Det mest fantastiske var, at jeg aldrig havde fortalt andre om mit behov for penge. Det var kun mig og skoleadministratoren, der kendte til min økonomiske situation. Gud er trofast, er han ikke? spørger Lillian.
Efter endt uddannelse besluttede Lillians kirke at sende hende ud som missionær til Fillipinerne og støtte hende økonomisk.

En dejlig omvej

Mens hun ventede på behandling af en arbejdstilladelse i Zimbabwe, blev Lillian sendt til Uganda for at hjælpe med at starte en kirke. Der havde Gud en overraskelse til hende, som var svaret på mange bønner.
Lillians nye opgave var at arbejde sammen med en tidligere hindu fra hendes kirke. Både Lillian og andre af menighedens medlemmer havde mange gange bedt for hans frelse.
– På det tidspunkt var Ravi og jeg begge missionærer fra samme organisation, og vi var udsendt til ’Region Afrika’. Jeg fik til opgave at bistå Ravi i Uganda. Vi arbejdede sammen og kom til at kende hinanden godt. Vores forhold udviklede sig så positivt, at vi gik fra at være arbejdskolleger til ægtepar!

Bryllup med respekt for familien

Det var vigtigt for Ravi og Lillian at få Guds accept og velsignelse for fremtiden. De søgte også råd og velsignelse fra kirkens ledere – og fra deres familier.
Da Lillian havde besluttet sig for at gifte sig med Ravi, præsenterede hun ham for sin bedstemor, der ifølge kulturen er den mest ærefulde person i familiens hierarki.
– Det gik godt. Derefter havde jeg alles velsignelse fra hele familien. Selv om mange endnu ikke var troende, støttede de os og deltog i vores kirkebryllup. Det var herligt!
– Vi hædrede også den traditionelle del af brylluppet, ”te-ceremonien”, hvor brudeparret serverer te for de ældre i familien for at vise deres respekt.
Efter ceremonien boede parret en tid i Singapore, før de igen rejste ud for at forkynde evangeliet.
– Det var en stor overgang fra at være en uafhængig person til rollen som ”præstekonen”. Mine bibelstudier havde ikke forberedt mig godt nok til denne rolle! Jeg opdagede, at der var store forventninger, men ingen jobbeskrivelse for en præstekone.
Til sidst lærte jeg at være mig selv og være tro mod mit kald. Jeg er stadig et individ, som er udstyret med gaver fra Gud til at velsigne menigheden. Men sammen kan Ravi og jeg supplere hinanden i vores tjeneste for Gud.

Nye venner for livstid

Efter at de var færdige med missionsarbejdet i Uganda, blev ægteparret Chandran i Singapore, hvor Ravi var hjælpepræst, mens Lillian var missionens administrator for Afrika-regionen.
– En søndag blev Ravi inviteret til en søsterkirke. Under gudstjenesten følte jeg, at Gud sagde til mig, ”Du hører ikke længere til her!” Senere på aftenen, mens Ravi var til et missionsmøde, blev denne tanke bekræftet.
Senere kom en af Ravis tidligere skolekammerater fra bibelskolen på besøg i Singapore. Han var præst i Wales, UK. Han bad dem komme over og hjælpe ham med at etablere en kirke.
– Da præsten for Europa Region hørte, at Chandran-familien var villig til at komme til Europa, anmodede han os, om vi i stedet ville overveje at tage til Danmark, da han mente, at behovet dér var større på det tidspunkt. Vi bad og sagde efterfølgende ja.
– Vejret og sproget var naturlige udfordringer, da vi kom til Danmark. Imidlertid blev vi velsignet med venner, der gjorde en stor forskel i den første tid. De er blevet venner for livstid.

Guds drømmehus

Efter flere år i Danmark følte Lillian og Ravi, at tiden var moden til at prøve noget nyt. I 2002 startede de ’International Christian Community’ (ICC), en tværkirkelig kirke, hvor medlemmerne forenes ved deres tro på Kristus.
– Pionerarbejde svarer til pløjning af en mark. Det var som et frø, der var plantet af Gud. Nu har arbejdet stået på i ti år. Vi har haft mulighed til at udføre det, vi følte, at Gud ønskede. Gud er som arkitekten og designeren, og vi er hans kolleger. Det er ligesom at bygge sit drømmehus!
– Men det var ikke længe efter, vi havde fået vores andet barn. Jeg følte, at jeg havde to babyer på samme tid. Det var en meget krævende periode.
– Det er nødvendigt at oplære folk og uddelegere ansvar. Jeg er taknemmelig for de mange ressourcestærke mennesker, Gud sendte til os for at hjælpe med at opbygge ICC, fortæller Lillian.
ICC startede med 60 mennesker og er nu vokset til over 120. Medlemmerne kommer fra over 50 nationaliteter og består af en bred vifte af frivillige og ansatte, der styrer kirkens drift.
I de ti år, der er gået siden ICC startede, har Gud sørget for den arbejdsstyrke, der har gjort ICC til det, den er i dag.
Lillian har også selv oplevet, hvordan Gud har været trofast og har givet det nødvendige både i form af økonomiske midler og mødelokaler.
– Selv om jeg flere gange følte, at jeg stod ved kanten af klippen eller var lige ved at opgive det hele, har jeg oplevet, at Gud ikke svigtede mig! understreger Lillian Chandran.