– Herren er altid hos mig

I sommeren 1972 sagde Sonja Vibe sit arbejde op som sygehjælper og rejste ud af Danmark for at tjene Gud. Hun har oplevet, at Herren altid har været med hende. 

Sonja boede først i London, hvor hun tog på et engelsk kursus og boede sammen med nogle fra Ungdom med Opgave.

– Jeg havde fået læst et eller andet om Ungdom med Opgave og blev straks enormt interesseret og ville meget gerne tage på bibelskole med dem. Jeg ønskede ikke i årevis at studere på en bibelskole, og derfor appellerede det virkelig meget til mig at tage 6 måneder på en UMO- skole, hvoraf de 3 måneder var praktiktid. Jeg ville gerne hurtigt kunne anvende det, som jeg lærte, så det ikke blot blev til teori.
Efter nogle måneder i England tog hun på UMO-Evangelisations Skole i Tyskland.
Der fik de undervisning i at kende Guds veje. Desuden var der undervisning om at kunne forsvare den kristne tro.
– Vi lærte også om principperne for effektiv forbøn og praktiserede det om morgenen i små forbøns-grupper, hvor vi bad for forskellige lande. Det var godt at lære at høre fra Herren, hvad vi skulle bede for. Ofte fik flere i gruppen det samme, som vi skulle bede for, så det gjorde det jo klart. Jeg syntes, at det var stærkt. Gud gav os også billeder eller talte til os om enkeltpersoner, som havde et særligt behov for forbøn. Alt dette var dengang nyt for mig; men det var godt også at opleve det, og jeg fornemmede virkelig, at Gud var med os, når vi bad.
– Leder-teamet følte, efter at have søgt Gud i bøn, at vi skulle tage samlet på en studietur til Mellemøsten, hvor vi kørte med bus igennem bl.a. Tyrkiet og dernæst videre igennem Syrien til Israel. Jeg var især glad for tiden i Israel, specielt ved Genesaret sø, og så vort besøg i Jerusalem.

Et kald var altid nødvendigt

Selvom UMOs store formål var at forkynde evangeliet i hele verden, fik de at vide inden praktiktiden sluttede, at der ikke blot skulle et kald til at rejse ud, men også til at rejse hjem for at blive.
– Jeg bad virkelig Gud om at vise mig, hvad jeg derefter skulle, da jeg selv heller ikke ønskede blot at rejse hjem og så blive hjemme.
Han talte stærkt til mig om sprogligt at forberede mig til en fremtidig tjeneste i det daværende Sovjetunionen, helt konkret til at starte med at lære russisk.
Efter at have lært sproget i et par år begyndte hun at tage på forskellige sommerkurser i det daværende Sovjetunionen for at blive bedre til russisk og for at danne venskaber med nogle derovrefra. I kortere og længere perioder arbejdede hun som sygehjælper og sparede sammen til at kunne tage på sprogkurser.
– I 1979 tog jeg på Slavisk Træningsskole i Østrig og tjente derefter Herren der i et par år. Jeg var meget glad for at være med dem. Det var som en familiebase. En gang om ugen kom flygtningene fra et flygtningehus til os, og vi sad og snakkede med dem over en kop kaffe og kage, byggede venskaber og delte evangeliet med dem. I løbet af ugen besøgte vi også disse venner.
Ind imellem var hun også med teams til forskellige lande i Østeuropa. I det daværende Sovjetunionen kunne de ikke snakke åbent om Kristus. ”Operation Venskab” kom derfor op at stå.
– Det syntes jeg rigtig godt om. Først at komme lidt i snak med folk og så dele et ord med dem, alt efter som Herren leder, måske et personligt vidnesbyrd, når de er åbne for det, synes jeg altid er en god måde at række ud til folk på.
Fra 1986-1990 boede hun fast i Danmark og kom i det daværende ”Kristent Center”. Hun var bl.a. involveret i den kristne cafe ”Hjørnestenen” på Nørrebro med at nå ud til mennesker i det område.
Hun lærte at spille på guitar og brugte den flittigt der og også til hospitalssang inde på Rigshospitalet sammen med en lille gruppe. I den periode arbejdede hun som hjemmehjælper og nød også dette arbejde, da hun altid har været glad for at arbejde med mennesker.

En stor rejse til et ukendt land

– I 1990 begyndte jeg at føle, at Gud talte til mig om at rejse ud igen – nu var det tiden til det! Det startede så med en ”rigtig” DTS i Holland i 1991, som jeg syntes, at Herren ledte mig til at tage på. Det var en god tid, og jeg mødte også nogle rigtig gode venner der.
– Kort tid inden ”Jerntæppet” faldt, var vi flere, som havde en fornemmelse af, at det snart ville ske. Min næste forberedelse var i 1992 at tage på en skole for Frontier Mission i Holland, hvor jeg fik undervisning om andre kulturer og religioner og lærte, på hvilken måde man bedst bringer dem evangeliet.
Holdet fokuserede specielt på Usbekistan, og inden udrejse tog de et kursus, hvor de lærte at undervise i sproget engelsk for folk, som taler et andet sprog. Bagefter tog næsten alle til Usbekistan.
– Præsidenten der ville gerne have, at der kom over 100 engelsklærere, og den udfordring tog vi og andre kristne organisationer naturligvis op! Guds timing var perfekt.
Ret hurtigt kom hun i gang med at have engelsk-klubber med bl.a. usbekere, tatarer af forskellig oprindelse, russere og andre.
– Jeg følte stærkt, at Herren var med mig i det. I engelsk-klubberne drak vi te, sang sammen og beskæftigede os med forskellige interesse-emner om Gud og troen, eller vi så en god video.
Der var en stor åbenhed og interesse for at lære om Gud, efter at ”Jerntæppet” var faldet, og mange tog imod Jesus som deres Frelser. Som følge af dette opstod der mange husmenigheder.
– Der var også beretninger om helbredelses-undere, når folk hørte evangeliet, og de blev mødt af Jesus. Virkelig mange blev kristne og kom i kirker eller mødtes i forskellige hjem, især usbekere, for hvem det var vanskeligere pga. begyndende forfølgelse.

Der hvor fællesskab er svært at finde

Fra 2004 følte hun, efter at have været på nogle UMO-kurser – bl.a. et 6-måneders kursus i ’Introduktion til bibelsk Rådgivning’ -, at Herren ledte hende til Krim, en autonom republik i Ukraine. Her underviste hun også i engelsk, og der udviklede sig nogle gode venskaber. Herren lagde på hendes hjerte at arbejde sammen med to Krim tatar-familier, som var kristne.
– Der var også til at begynde med et Krim tatar-møde en gang om måneden, hvor vi bad og priste Gud, og der var vidnesbyrd om, hvad Herren gjorde forskellige steder, der var bl.a. flere, som berettede om, hvordan de var blevet mødt af Gud og havde oplevet helbredelsesundere.
– For Krim tatarer er det virkelig svært at finde et fællesskab, da de er muslimer og har en anden kultur. De fleste vil derfor gerne være sammen med deres egne. Og Gud hørte deres bøn og suk for dette. Efter mange troendes forbøn begyndte Gud efterhånden at tale til dem om at starte et Krim tatar-fællesskab.
Senere er et rehabiliteringscenter for alkoholikere (specielt for Krim tatarer) og endnu et Krim tatar-fællesskab blevet startet.

Hjælp til rette tid

UMO er en trosorganisation, hvor man ikke får nogen løn, og alle må derfor stole på, at Herren sørger for deres eget finansielle behov.
– Herren var trofast, så det, der manglede, også kom i rette tid. Jeg kendte en indre fred i, at han var med mig og ville sørge for mig.
I den første tid i Østrig, da UMO ikke var så kendte, skete det en gang, at de ikke havde mere mad i køleskabet eller i skabene.
– Vi gik i bøn til Herren, og lige pludselig og uventet kom der mange kasser med mad, som nogle havde givet! Det rykkede noget ved vores tro! Herren sørgede for os og var med os!
Sonja havde et personligt skriftord, som hun holdt fast ved, når hun havde brug for det, nemlig Salme 121:1-2 hvor der står: ”Jeg løfter mine øjne til bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.”
– Vi kan altid stole helt på Herren, for han er trofast!