Gud kommer efter dig!
Hvordan føler du, når du læser overskriften? Det afslører, hvilket billede du har af Gud.Ord som Gud ser alt, eller Han holder øje med dig, er ord, som vækker enten gode eller dårlige følelser i os.Af Bergur Skovgaard
Præst, Citykirken Århus
Spørgsmålet er bare, hvordan du ser på ham, som siger ordene. Det billede, du har af ham, afgør, hvordan du hører ordene.
At Gud ser alt, er det negativt? Hvis man har billedet af Gud som en dommer, en der vil straffe, så giver ordene mere billede af en fangevogter, som har til opgave at holde øje med alt, hvad du laver, og straffe dig, når han fanger dig i noget, du gør forkert.
Men ser du Gud som en kærlig far, som elsker sine børn og længes efter, at vi skal lykkes, så får ordene en anden betydning. Så får man øje på en, som elsker mig og ser alt, også mine smerter og lidelser. Han ser, når jeg er svag og har brug for hans hjælp.
Jeg husker tilbage som barn, at der altid har været noget i mig, som blev draget mod Gud. På mange måder kæmpede jeg i mine teenage-år. Jeg husker den frygt jeg havde for Gud, om han nu så det, jeg lige havde lavet osv. Det gjorde mig bange. Jeg tænkte, bare jeg nu får bedt mit fadervor, så dæmper han sig nok.
Det var først, da jeg oplevede mødet med Gud, hvor der var nogle mennesker, der ledte mig til Jesus og bad for mig, at jeg fik oplevelsen af, at Gud var en kærlig far, som ønskede mig det bedste og – ikke mindst – ønskede at have fællesskab med mig.
Schindlers liste er en film, der handler om en mand, som under jødeforfølgelsen kæmpede en kamp for at redde så mange jøder som muligt. Han solgte alt, hvad han havde, for at redde jødernes liv. Jeg glemmer ikke en scene, hvor han stiller spørgsmålet, om ikke der findes en mulighed for at bare at redde en mere.
Dette gav mig et billede af Gud. Han solgte alt, han gav sin eneste søn, Jesus Kristus, for at hvert eneste menneske skulle få muligheden for at komme til ham og ikke en eneste gå tabt. Dette er, hvad Gud er, en far der længes efter at have fællesskab med sine børn. Også dem som er kommet på afstand af ham, dem som ikke ved, at han leder efter dem.
Hvilke følelser vækkes der i dig, når du hører: Gud kommer efter dig? Hvis ikke det giver en god følelse, har jeg brug for at sige: Gud er en kærlig far, som længes efter at se dig lykkes og finde ind i det, han har bestemt for dit liv. Gud er en god Gud, med gode planer.
Der findes ikke et menneske på denne jord, som Gud ikke har ønsket og lagt en plan for. Det kan godt være, at dine forældre kan sige, at du ikke var planlagt. Men jeg kan forvisse dig om, at Gud planlagde dig og ønskede dig.
At Jesus kom ind i denne verden, var på grund af dig. Om det var det eneste menneske på denne jord, så var han kommet for at hente dig. For så højt elsket er du Gud kom ikke for at fordømme verden, men for at frelse den. Det var på grund af dig!
Jeg beder om, at Gud, som længes efter dig, også får lov til at vise, hvor højt han elsker dig.