Håbets supermand
Zack Snyder formår næsten det umulige i den nye Superman-film, Man of Steel.Du vil give folk på Jorden et ideal at stræbe mod. De vil følge efter dig. De vil snuble. De vil falde. Men med tiden vil de slutte sig til dig i solen.
Historien begynder på Krypton, en planet på randen af dommedag. I håbet om at redde sit folk og i konflikt med den fanatiske General Zod placerer videnskabsmanden Jor-El sin nyfødte søn Kal-El i en rumkapsel og sender ham til Jorden. Kal-El, nu kaldet Clark Kent, vokser op på en lille gård i Smallville, Kansas, hos sine kærlige adoptivforældre, der insisterer på, at Clark skal holde sine superkræfter hemmelige, fordi menneskeheden ikke er klar til at acceptere et menneske med superkræfter. Clark Kent lever et isoleret liv, men da General Zod truer den menneskehed, Clark har svoret at beskytte, sættes også Clarks liv på spil.
Instruktør Zack Snyders stærkeste træk er, at han kombinerer fantasi med virkelighed, hvilket gør velkendte ting nye og nye ting genkendelige. Udfordringen for Snyder var at genfortælle den klassiske Superman-historie og gøre den relevant for det 21. århundrede – en udfordring, der ikke var gjort mindre af, at den foregående Superman-film var lidt af et kunstnerisk flop. På papiret synes det ellers ligetil: Med publikums tilsyneladende uudslukkelige tørst for superhelte-film, skulle det være en nem sag at skrue en film sammen om genrens allerførste helt. Men succesen udeblev. Måske ikke mindst fordi Superman i nogle af sine fremtoninger har været en smule for super, en tand for umenneskelig, alien, til, at vi kunne identificere os med ham. Snyder formår – næsten – det umulige i Man of Steel: At forvandle Clark Kent til et menneske, vi kan forstå og føle med, men uden at tage hans mest karakteristiske karaktertræk fra ham, navnlig hans optimisme og tro på det bedste i mennesket.
At filmen så af og til snubler i fantastiske action-sekvenser, der tager fokus fra den simplere historie om et menneske, der er villig til at ofre sig selv for andre, bliver man nødt til at tage med, for det ville ikke være en rigtig superhelte-film, hvis ikke skyskrabere i Manhatten styrtede sammen, og biler fløj i luften. Det store actionopgør synes at tage evigheder, men efter, at støvskyen har lagt sig, ender filmen håbefuldt, smukt, med en fars kærlige øjne, der ser sit barns potentiale.
Superman er ikke Batman, en anden superhelt, der har fået noget af en renæssance med Nolans trilogi. Batman er tynget af trangen til blodhævn, en kynisk hævner, der lever i menneskers skyggesider. Superman spejder mod solen. Og det er derfor, Man of Steel funkler ganske smukt, for vi følger med i Clark Kents dannelsesrejse fra en mand, der ikke ved, hvor han hører til, og derfor flakker om fra sted til sted, en mand, der mistror sine superkræfter og sig selv, til et symbol på det bedste i os mennesker. Set på Supermans dragt står ikke for super. Det står for håb.
Man of Steel
143 min.
Biopremiere: 14. juni
