Mere end en rejsebog

Da jeg så, at et så veletableret kristent forlag som Scandinavia nu var begyndt at udgive rejsebøger, stoppede jeg helt umiddelbart op. Og det var begrundet i umiddelbar overraskelse. Nu er jeg så blevet så meget klogere, og jeg forstår baggrunden.
Rob Lilwalls helt fantastiske (og fantastisk velskrevne) rejse-eventyr om en allehånde strabadserende, 48.000 km lang cykeltur gennem utilgængelige områder er nemlig andet og mere end blot en rejsebog.

Fra Porten til Helvede hjem til England

Turen tager sin begyndelse ved Porten til Helvede, det u-officielle navn på Magadan, en lille sibirisk havneby. Her er livet hårdt, men det er for intet at regne mod, hvad der venter udflyttere og eventyrere som Rob Lilwall. Byens tilnavn får symbolsk karakter, men rejsen har også andre symbolske lag og værdier, bl.a. anslået gennem kapitlernes mottoer. Her henvises både til bibelske tekster som Salme 46 (”Stands, og forstå, at jeg er Gud”) og Jesu ord om at blive forfulgt og løjet om for Hans Ords skyld, til St. Augustin og Dietrich Bonhoeffer.
Rejseruten kan få enhver til at tabe pusten: Sibirien – Japan – Sydkorea – Kina – Hongkong – Filippinerne – Indonesien – Papua Ny Guinea – Australien – Singapore – Indien – England. Man får indtil flere på opleveren.

Enestående rejsebog med åndelige dimensioner

Forfatteren betegner sig som personligt troende, så langt tilbage han kan huske det. Og som én, der altid har tyet til bøn i angstens og prøvelsens stund. Begge dele bliver der brug for; i denne bog handler det at rejse nemlig ikke bare om at leve, men nok så meget om at over-leve. Og endelig er det også en bog om at finde kærligheden.
En rejsebog med åndelige dimensioner, og som hæver sig tårnhøjt over den leflen for det gennemsnitligt middelmådige, man så tit ellers kan iagttage. – Køber eller læser man kun én rejsebog om året, er dette bogen, der gør valget let. Køber eller læser man slet ikke den slags, er det måske på tide at overveje en ændret læse-adfærd.

Rob Lilwall: Hjem fra Sibirien på cykel
363 sider • 249 kr. • Scandinavia