En leder bør bruge sine ressourcer med omtanke
Jesper Oehlenschläger taler om Bæredygtigt lederskab på Willow Creeks lederkonference i København den 25. og 26. oktober. Her løfter han en flig af sit budskab.
Ledere er blot mennesker med begrænsede ressourcer. Ligesom samfundet er opmærksomt på naturens balance, bør lederen også kende sine begrænsninger og af og til trække sig tilbage for at hente ny styrke og inspiration. Ellers får det alvorlige konsekvenser for lederen og dennes familie.
Det fortæller sognepræst ved Karlslunde Strandkirke, Jesper Oehlenschläger, der er såkaldt livetaler på Global Leadership Summit i København den 25. og 26. oktober 2013. Man kan tilmelde sig online allerede nu, og man sparer 300 kroner, hvis man tilmelder sig inden 30. juni.
Jesper Oehlenschläger er initiativtager til Arrow Danmark, der er et træningsforløb for ledere, og han er selv meget optaget af emnet Bæredygtigt lederskab, som han skal tale om på konferencen.
Vi bad ham uddybe emnet:
– Der er to emner i titlen. Det ene er at bruge bæredygtighedsbegrebet. Det har rødder i naturens verden og handler om, at man dels kan hente ressourcer i naturen og dels skal respektere dens grænser.
Det er en udfordring, fordi teknologien kan så meget i dag. Dette overfører jeg på lederens liv, eftersom der er stor efterspørgsel på det, lederen skal yde og levere. Hvor er det så lige, lederen selv har sine rødder?
Jesper Oehlenschläger har set mange ledere gå i stykker, fordi de ikke respekterede naturens orden og deres egne begrænsninger.
– De gamle fiskere var bæredygtige, fordi de ikke udnyttede alle ressourcerne. Der var en naturlig grænse for, hvor meget man kunne trække op af havet.
I dag er der næsten ingen begrænsninger. Fiskerne kan tømme havene, hvis de får lov. På samme måde kan vi som ledere arbejde dag og nat. Vi har mobiltelefon og internet og elektricitet, så vi også kan arbejde, når solen er gået ned.
Vi lever i et samfund, hvor effektiviteten er høj, tempoet er højt, men hvad er konsekvensen for lederens eget indre liv?
– En konsekvens kan være, at lederen brænder ud, går ned med stress. Fysikken bryder måske sammen. Eller endnu værre: Familien går i stykker. Der kan være ledere, der forlader tjenesten og forlader deres familier, fordi der simpelthen ikke er sammenhæng mellem det indre og det ydre liv.
– Andre kan holde tempoet, men den indre ild er gået ud og er bare en osende væge. Der er ikke længere dybde og refleksioner. Alt går op i aktiviteter.
Og det kan ikke fortsætte?
– Nej. Jeg har selv nogle retrætedage, hvor jeg tager væk. Da tænker jeg, at jeg går og spilder folks tid. Jeg burde producere noget mere, besøge nogle flere mennesker, skrive nogle flere taler. Men jeg går bare og nulrer rundt.
– Her tænker jeg på Sct. Michael kirken i Hamborg, som i krypten har en bærende søjle, hvorpå hele kirkerummet hviler. Man kan sagtens færdes i kirken uden at vide, at hele bygningen har et bærende tyngdepunkt.
Hele vægten hviler på ét sted. Sådan kan der være en masse aktiviteter i vores kirker, men er det bæredygtigt? Bliver det båret oppe af noget? Som leder må man ned og have fat i søjlen, der bærer det hele.
Det er ikke særlig produktivt. Jeg kommer jo ikke hjem med noget fra min retræte. Men det er her, vægten af mit liv og min ledelse af kirken hviler.
Hvordan finder vi balancen i hverdagen? Hvordan kan en leder kombinere dybde, aktivitet, effektivitet?
– Der er to yderpunkter. Gud skabte os til at arbejde, til at være frugtbare, men også til at hvile. Man skal kunne restituere. Der er noget, der genskabes ud af hvilen.
– En leder skal også fordybe sig, have tid til læsning, personlig bøn, og tid til at gå en halv time rundt ude i haven, uden at skulle noget. En leder skal finde åndehuller og kunne udfolde sig kreativt på en eller anden måde i sin hverdag.
Her kommer bæredygtigheden ind på en anden måde: lederen skal dybest set lade sig bære. Ledere kan let udvikle en slags almægtighedskompleks og mene, at han eller hun er så fantastisk betydningsfuld.
Her er det vigtigt at turde lade sig bære af andre mennesker.
Er der særlige ting en præst kan brænde ud ved? Du er jo selv præst, så her er du jo eksperten
– Ja, at der ikke er nogen grænse mellem privatliv og arbejdsliv. Og det, at du er så ekstremt idealistisk og det drejer sig om liv eller død, himmel eller helvede. Ja, det er så store og alvorlige ting, der surfer ind i dit privatliv og familieliv. Alting er en stor grød.
Det er en ekstra udfordring at være præstefamilie. Det er vigtigt at skabe åndehuller for og med sin familie. Tid, hvor man kan sidde på stranden og se en solnedgang.
Skal præsten så uddelegere mere?
– Bæredygtighedsbegrebet handler i høj grad om, hvad man ønsker at efterlade sig. Så i stedet for at tale om uddelegering – du skal hjælpe mig med mit – så handler bæredygtighed mere om, hvad jeg vil lade tilbage, når jeg ikke er her mere.
Man kan bygge alle mulige organisationer, programmer og koncepter op. Men alt kan jo være væk i løbet af en nat. Derimod vil alt det, jeg har sået af frø i et menneskes liv, i venskaber, i kærlige opmuntringer, vare ved.
– Noget kan selvfølgelig uddelegeres. For at bruge vækstbilledet: lederen må lade sig beskære. Noget kan uddelegeres, andet må bare falde til jorden. Det er en rigtig svær beslutning. Men man kan ikke alting og slet ikke, hvis ens lederskab skal være bæredygtigt.
