Et smukt univers

Der er næsten en lidt eventyragtig lyd over Sandra McCrackens anmelderroste album. Hendes blide og smukke stemme passer godt sammen med albummets coverbillede, som synes at udtrykke eventyr, uklarhed og eftertænksomhed.

Man bliver hurtigt trukket ind i McCrackens musikalske univers, der dog også består af tekster, som umiddelbart kan være lidt svære at forstå.
Det skyldes ikke, at der bliver brugt en masse fremmedord, men mere, at der gemmer sig en digter bag teksten, og derfor skulle jeg lige gennemlæse teksterne en ekstra gang, for at være sikker på, hvad det var, hun sang om. Et eksempel på dette er fra nummeret ’Dynamite’:
I dreamed I heard the sound of the last great God bird singing / Lying in the trees I could hear the ax machines that were ringing / This is like a fable to be told, but I’d rather put it down / Will we choose the noise of our desire, or the hope that make no sound?

Der er lidt mere at tolke på end på en typisk lovsangs- cd, ikke? Sådan er hele albummet én lang eftertænksom strøm af ord, som udfordrer, forvirrer – og giver genklang. Men denne dybde er også en af styrkerne ved albummet. De mange tanker handler blandt andet om at være forælder, troen og konsekvensen af vores valg, og disse tanker virker inspirerende og får en til at tænke videre over livets mange facetter. Det kan jeg godt lide.

De fleste anmeldere er både begejstrede og enige om, at dette er Sandra McCrackens bedste album indtil nu. For mig var hun et nyt, men også et godt nyt bekendtskab, og kan man lide noget lidt blødt pop/singersongwriter musik, så er der meget at komme efter – ikke mindst lyrisk, hvis man tager sig tid til det.

Henrik