Kristne som giver tiende har sundere økonomi

En stor undersøgelse i USA viser, at kristne, som giver tiende, har langt bedre økonomi end de, der ikke gør det. Men amerikanerne giver ofte til andet end den lokale kirke.En undersøgelse af sammenhængen mellem tro, økonomi og givertjeneste viser, at de kristne, som giver tiende, klarer sig bedst økonomisk.

Oversigten viser bl.a., hvad amerikanske kristne giver penge til, deres gæld, kirkegang og bibellæsning, samt hvornår de begyndte at give tiende.

I undersøgelsen sammenlignede man tiende-giverne med dem, der ikke giver tiende, i forhold til en række økonomiske sundhedsindikatorer, bl.a. gældfrihed.
Der er ca. 10 millioner kristne i USA, som giver tiende, og deres bidrag beløber sig til 50 milliarder dollars årligt. Undersøgelsen omfatter 4,413 tiende-givere, som kommer fra alle 50 stater og fra forskellige kirker og indkomstgrupper.

Tiende betaler sig

Givere af tiende klarer sig bedst i lyset af ni forskellige parametre for sund økonomi: 80 procent af dem har ikke overtræk på kontoen, 74 procent skylder ikke noget for deres biler, 48 procent ejer deres hus og 28 procent er helt gældfrie.
Samtidig viser det sig, at hele 63 procent af giverne begyndte at give tiende allerede som teenagere og i tyverne.
Det viser sig også, at 70 procent giver tiende ud fra deres bruttoindkomst, mens hele 77 procent giver mere end 10 procent af indkomsten.

Hvad er sammenhængen?

Brian Kluth undersøgte forholdet mellem økonomi og tiende.

– Det underlige er, at hvis en tiende-giver ser denne sammenhæng, vil han sige til sig selv: ”Jeg har bedre økonomi, fordi jeg giver”. Men den, der ikke giver tiende, vil sige: ”Jamen, de giver, fordi de allerede har en bedre økonomi”, siger Brian Kluth, som står bag undersøgelsen.
Kluth betegner resultaterne som banebrydende, fordi de er baseret på enkeltpersoner frem for kirker:
– Denne gruppe er aldrig før blevet undersøgt, og jeg tror, at det vil være godt for alle præster og kirkelige ledere at forstå det. Lige nu er vi midt i en 40-årig nedgangstid for den procent-del af kristne, som giver tiende i USA.
– Vi har brug for, at kristne igen ser generøsitet som en åndelig værdi – ikke for kirkens skyld, men fordi Bibelen siger det. Kristne vil have det hele til at handle om budgettet, men det handler om, hvad Bibelen siger, understreger Kluth.
Alligevel har sagen også noget at gøre med kirkernes eksistensgrundlag. Det mest triste er, at kun meget få vælger at testamentere noget til kirker og organisationer, mener Kluth.

Giv af det, du har fået

– Bibelen siger, at vi skal give af det, vi har, siger Kluth.
– Ind imellem er der tider, hvor vi har mindre at gøre med end til andre tider. Men en økonomisk nedtur skal ikke få os til at holde op med at give, for vi skal give i forhold til det, vi har.
– Du skal ikke give for at få noget. Du skal give, fordi du allerede har fået noget. Du giver, fordi du allerede har fået noget fra Gud, understreger Kluth, der er leder af organisationen Maximum Generosity, som hjælper kirkelige organisationer med materialer til deres fundraising.
Andre undersøgelser peger på, at amerikanerne, som er det mest generøse folk i verden, efterhånden giver mindre til religiøse institutioner. Det skyldes, at den lokale kirke ofte ikke mere er center for borgernes sociale liv.
Til gengæld viser Kluths undersøgelse, at trofaste kirkegængere og bibellæsere er de mest gavmilde blandt de kristne.


Artiklen fortsætter efter annoncen: