Som en snegl skudt ud af en kanon

Morten Andersen begyndte på Roskilde Universitet i sommeren 2010 for at få forandring i sit liv. Men den velgennemtænkte unge mand fik meget mere, end han bad om, da han via Frelsens Hær kom til tro på Jesus. Nu drømmer han om at tage Frelsens Hærs officersuddannelse.- Jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg kørte meget i samme rille og var virkelig træt af tingenes tilstand.

I begyndelsen, for 2½ år siden, var det cornetten, som blev vejen ind i fællesskabet i Frelsens Hær og senere med Jesus for Morten Andersen. Siden har han været på War College for at hjælpe på gaderne i Vancouver. Nu er han tilbage i Danmark, hvor han blandt andet er receptionist-afløser i Frelsens Hær, mens han venter på nærmere afklaring omkring sin uddannelse til officer i Hæren.

– Jeg havde brug for forandring, husker Morten Andersen, der som konsekvens i sensommeren 2010 kvittede både gode job- og karrieremuligheder for at tage fat på en universitetsuddannelse.
Valget faldt på en humanistisk international basisuddannelse, og foran ventede seks udbytterige semestre på Roskilde Universitetscenter (RUC). I hvert fald i følge de oprindelige studieplaner.

At Morten Andersens ønske om forandring skulle bliver yderlige indfriet, havde han på det tidspunkt ingen idé om.
– Jeg havde bare brug for forandring, foretog et valg ud fra mine studieinteresser og blev optaget. Men så mødte jeg Frelsens Hær i den anden uge af mit studie, smiler den nye aspirant med henvisning til sin medstuderende, Josephine Münch, der er aktiv i Frelsens Hær i Valby.
I første omgang indbød hun ham til musikøvelse, hvor han fik en cornet stukket i hånden og hurtigt blev bidt af brassmusik. Og selvom den nytilkomne ikke var specielt kirkevant, fik han snart sin faste gang i fællesskabet, hvor den positive omgangstone og naturlige omsorg tiltalte ham.
– Det var en anderledes verden. Jeg oplevede, at folk behandlede hinanden på en anden måde, end jeg var vant til, og som var tiltalende for mig på det tidspunkt. I stedet for at trykke hinanden ned, opbyggede man hinanden. Der var et eller andet her, som jeg ikke kunne forklare, og jeg blev bare ved med at komme igen.

Der er fart over ordene og fasthed i blikket bag de halvrunde briller, mens Morten Andersen beskriver den mest radikale omvæltning i sit 25-årige liv.
Han understreger samtidig, at han ikke er særlig impulsivt anlagt, men tværtimod er et eftertænksomt gemyt, der gerne overvejer en sag grundigt, før der sættes handling bag tankerne.
En beskrivelse, der står i slående kontrast til hans liv de sidste par år. Et forløb, han er overbevist om, er beredt af Gud, og som givetvis indebærer, at studieplanerne ændres og fortsættes på Frelsens Hærs officersskole.
Morten Andersen var nemlig søgende efter mere end blot nogle nye rutiner i en triviel dagligdag, da han mødte Frelsens Hær. En indre tomhedsfølelse fulgte med gennem de skiftende job- og studievalg og forsvandt først, da han fandt troen på Jesus og så sit liv i et helt nyt perspektiv.
Beslutningen om at følge Jesus var personlig og meget konkret. Den blev truffet først på aftenen den 4. januar 2011. Uforstyrret, med stille kristen musik på anlægget og en opslået bibel foran sig, sagde han med egne ord ”ja til Jesus”.
Rækkevidden af dette ”ja” anede han dog kun svagt, for nu gik det nemlig stærkt.
I påsken samme år oplevede han således en konkret tilskyndelse til at rejse til Vancouver og tilbringe et år på Hærens ”War College” i byens værste slumkvarter. En måned senere, den 15. maj blev han indrulleret som soldat i Frelsens Hær, og den 8. september gik han om bord i flyet med Canada som destination.

Teknisk set var og er han på studieorlov fra basisuddannelsen i Roskilde. Trods fraværet af forelæsninger og visdomstung litteratur blev opholdet i de nye omgivelser dog yderst lærerigt. Ikke mindst fordi han lærte en masse om sig selv.
På War College har man et todelt fokus: det ydre og det indre. For at styrke eleven i det ydre bor alle i slumområdet og gør aktiv tjeneste på alle tænkelige tider af døgnet. For at styrke den enkelte elev indadtil bliver der lagt vægt på en solid forståelse af Bibelen, en god kommunikation med Gud og et grundigt blik ind i en selv og ens fortid.
– Viljen til at hjælpe andre forudsætter viljen til først at hjælpe sig selv. Man må nå til erkendelse af, at ”jeg også selv har brug for hjælp,” forklarer Morten Andersen og fortsætter:
– Det er selvfølgelig en proces, og over tid blev jeg opmærksom på, at alt, hvad der var i mig, og de måder jeg har løst problemer på og ofte er løbet fra virkeligheden på, ikke var så fjernt fra det, mange mennesker omkring mig gjorde i Vancouvers slum.
– Jeg indså, at det lige så godt kunne have været mig, hvis mit liv havde været en lille smule anderledes. Hvis jeg havde måttet leve under de samme forhold, som mange af de mennesker levede under.
Morten Andersen fortæller, at han befandt sig så godt med konceptet, at han undervejs valgte at forlænge opholdet, så det kom til at strække sig over 15 måneder i stedet for blot et år.
Det første år i et af de fattigste områder ikke bare i Vancouver, men i den vestlige verden, og derefter fem måneder godt 1.000 kilometer nordvest for hovedstaden i byen Edmonton, hvor der var mulighed for at prøve kræfter med mange former for tjeneste, blandt andet med forbøn, børne- og ungdomsevents og lejrtilbud.
– Jeg har boet to forskellige steder og haft to meget forskellige hverdage. I Vancouver var alt planlagt fra morgen til aften. Der var for eksempel faste bedetider og afsat tid til at være noget for sine medstuderende. Derudover var der tider, hvor vi var ude på gaden og gjorde det, vi kaldte ”street combat”.
– Her gik vi to og to rundt på gaderne ved aftenstid og bad for folk og hørte, om de havde nogle behov, eller vi hjalp misbrugere til at få kontakt med en afvænningsklinik, eller hvad det måtte være.

Når den hjemvendte dansker tænker tilbage, vedgår han, at der var tidspunkter, hvor han tænkte: ”Hold da op. Hvad skete der lige her. Jeg er rejst halvvejs rundt om jorden og sidder her på gaden og lytter til den her persons problemer.”
– Hvis det virker radikalt set udefra, kan jeg fortælle, at det gør det også set indefra, påpeger han og tilføjer:
– Det, som gjorde det udfordrende, men også nyttigt, var, at vi ikke bare besøgte området. Vi flyttede ind i det. Vi boede der. Jeg boede på Balmoral Hotel, der i 1960’erne var et meget fint hotel, men i dag fungerer som slumhotel. Det var mit hjem. Udefra set måske ikke det bedste hjem, man kan forestille sig. Men det var det på sin vis for mig.
– Til trods for alt, hvad der følger med ved at bo på et slumhotel, som skadedyr og støj, stofmisbrugere og efterladte sprøjter, prostituerede, der banker på døren om natten i håb om en ”date”, der kan finansiere deres misbrug, så var det faktisk et af de bedste hjem, jeg nogensinde har haft, fortæller Morten Andersen og uddyber:
– Det skal selvfølgelig ikke misforstås, for jeg har haft et godt barndomshjem. Men det år på Hotel Balmoral blev en milepæl i mit liv. Det var der, jeg første gang levede i et kristent hjem. Det var der, jeg fik en hel ny definition på, hvad venskab er. Det var der, jeg lærte så meget om mig selv og første gang så min fortid i et ordentligt perspektiv og oplevede healing af gamle sår.
Positive erfaringer, der mere end opvejer de negative forhold på et slumhotel, og som gør, at jeg vælger at kalde det for et af de bedste hjem, jeg har haft.

På spørgsmålet om, hvordan hans nærmeste og omgangskreds har reageret på de sidste par års rejsefærd, såvel åndeligt som geografisk, svarer han ”blandet”.
– Men sådan vil det formentlig være for de fleste, der sender familiens yngste søn halvvejs rundt om jorden. Samtidig tror jeg nu også, de har kunnet se, at det var rigtig godt for mig.
Især det tempofyldte forløb har ifølge Morten Andersen været et overraskelsesmoment. Ikke kun for omgivelserne, men også for ham selv.
– I min ansøgning om at blive aspirant beskrev jeg mig selv som en snegl, skudt ud af en kanon. For jeg er faktisk typen, der tænker ret grundigt over tingene og ligefrem kan være lidt langsom i det, fortæller han.
Hemmeligheden bag, at han alligevel har vovet at satse så konsekvent på sin overbevisning i alt andet end sneglefart, beskriver han kort og godt som ”Guds fred”. Den samme indre fred, han oplevede den januaraften, hvor han valgte at invitere Jesus ind i sin tilværelse.
– Det er sådan, jeg oplever Guds tale. Jeg finder fred i at have truffet det rette valg, siger den berejste frelsessoldat, der på samme måde hviler i beslutningen om at gøre tjeneste på fuld tid i Frelsens Hær.
Tilløbet til dette yderligere skridt ind i det uvisse har da også været både langt og velovervejet, inden det blev aktuelt ved slutningen af opholdet i Canada.
– Det var en længere proces. Første gang jeg blev åben over for officerskabet, var ironisk nok allerede i oktober 2010, altså måneden efter jeg kom her. Jeg vidste dårligt nok, hvad det var, men oplevede, at der var noget tiltalende ved officerstjenesten. Og den åbenhed over for officerskaldet blev jeg ved med at have.

Præcis hvor og hvornår han kan påbegynde uddannelsen, er endnu ikke helt på plads. Men det bekymrer ikke den unge kriger, som har indset, at timing og tempo bør overlades til Gud, mens hans egen opgave er at lytte og være lydhør.
– Det blev bare klart for mig, at Gud ønskede, jeg søgte ind på det tidspunkt. Jeg aner ganske vist ikke, hvornår jeg skal af sted, men så bruger jeg ventetiden til at lære den danske Frelsens Hær bedre at kende. Foreløbigt kender jeg jo næsten Hæren bedre i Canada, lyder det fortrøstningsfuldt fra Morten Andersen, der blandt andet som afløsende receptionist på Frelsens Hærs hovedkvarter har et godt udgangspunkt for sine iagttagelser.
Selvom det er så godt som sikkert, at studiet på RUC ikke ender med et eksamensbevis, er såvel det internationale som det humanistiske aspekt alligevel blevet væsentlige ingredienser i hans tilværelse. Desuden tjente studievalget jo det gode formål, at han mødte Frelsens Hær og opnåede den forandring og fred, han længtes efter.