Udtørret græs

I min kirke har vi netop fået undervisning i et personlighedskursus, som hedder Myers Briggs. Man får fire bogstaver, som giver en overordnet forståelse for, hvem og hvordan man er – meget lærerigt.
Det kan også være lidt af en øjenåbner, fordi man pludselig forstår, hvorfor ens kollegaer og familie gør, som de gør. Det giver en større accept og forståelse af hinanden.
– Jeg vil hellere være din personlighedstype, sagde en af de andre ledere i kirken overraskende til mig, da vi sammenlignede resultatet. Han var åbenbart træt af sin egen ”type”, selvom de fleste af os nemt kunne se hans mange styrker.

Kender du det? Man siger jo, at græsset er grønnere på den anden side, ikke? Men man siger også, at græsset er grønnest der, hvor du vander det.
Og dybest set, handler livet så ikke om, at du accepterer den, du er, og sørger for at ”vande” din egen personlighed?

Vi har nok alle ønsket os, at vi var en anden. Men det ender hurtigt med, at du bare bliver en dårlig kopi af dem, du vil ligne.
De fleste unge er i tvivl om, hvad de skal gøre med deres liv, og hvilken uddannelse de skal tage. En meget høj procentdel af de studerende har stress, og mange skifter studie. Hænger det mon sammen med, at vi ikke ved, hvem vi er? At det kan være svært at vælge mellem de mange fremtidsmuligheder? Er det ”valgfrihedens tyranni”? (i øvrigt også titlen på en interessant bog)

I min netværksgruppe havde vi en lille leg, hvor vi fik tre forskellige roller. Nogle fik bind for øjnene, men de måtte gerne tale og bruge hænderne. Andre måtte se og mime, men de måtte til gengæld ikke tale og bruge hænderne. Den sidste måtte kun tale.
Vores fælles opgave var at samle et puslespil. Det var svært! Nogle prøvede at klare den alene, men det kunne de ikke. De havde brug for at samarbejde med de andre, selvom de andre også var ”handicappede”. Pointen var: Der er brug for alle – med vores særlige evner og personligheder.

Hvad med at bruge sommeren (eller det næste år) på at trække dig lidt tilbage et par dage og mærke efter, hvem du egentlig er, og hvilke ting Gud har lagt i dig?
Gå nogle lange ture, eller brug noget tid sammen med gode venner for at snakke om det. Begynd at gå målrettet efter det, du er skabt til. Vand dit græs – så gror det!

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk