Udtørret græs
I min kirke har vi netop fået undervisning i et personlighedskursus, som hedder Myers Briggs. Man får fire bogstaver, som giver en overordnet forståelse for, hvem og hvordan man er – meget lærerigt.
Det kan også være lidt af en øjenåbner, fordi man pludselig forstår, hvorfor ens kollegaer og familie gør, som de gør. Det giver en større accept og forståelse af hinanden.
– Jeg vil hellere være din personlighedstype, sagde en af de andre ledere i kirken overraskende til mig, da vi sammenlignede resultatet. Han var åbenbart træt af sin egen type, selvom de fleste af os nemt kunne se hans mange styrker.
Kender du det? Man siger jo, at græsset er grønnere på den anden side, ikke? Men man siger også, at græsset er grønnest der, hvor du vander det.
Og dybest set, handler livet så ikke om, at du accepterer den, du er, og sørger for at vande din egen personlighed?

